05.02.20 DI Dansk Byggeri Pressemeddelelser

Indret reglerne for mandskabsvogne til virkeligheden

Debatindlæg af erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, Dansk Byggeri. Bragt i Børsen den 4. februar 2020.

Kunne man forestille sig, at myndighederne gjorde det så svært for håndværkerne at bruge smarte skruemaskiner lovligt, at virksomhederne i stedet skulle bruge håndskruetrækkere? Nej vel. Men sådan er situationen desværre, når det drejer sig om mandskabsvogne.

I Børsen forleden beskrev en murermester problemerne. Håndværkere har stor glæde af mandskabsvognene, der har lad eller varerum og mindst to rækker sæder med plads til mindst fire personer.  De er indrettet praktisk med god plads til materialer og et sjak, så man kan nøjes med én bil i stedet for flere varevogne. Godt for miljøet og økonomien. Men reglerne er så ufleksible, at lovlydige virksomheder alt for let kommer i klemme.

En mandskabsvogn må ikke bruges til privat kørsel. Eksempel: Det er forbudt for sjakket at hente frokost i bilen i løbet af dagen, selvom det er den eneste bil, de har med til byggepladsen. Som hovedregel må de heller ikke samle en kollega op på vejen ved hans bopæl, hvis det ikke er lige på vejen.

I Dansk Byggeri mener vi, at reglerne er udformet alt for teoretisk uden kendskab til virkeligheden på byggepladserne, og vi konstaterer, at SKAT er meget streng i sin fortolkning af tvivlstilfælde. Mange virksomheder frygter med god grund bøder på op til flere hundrede tusinde kr. for selv den mindste overtrædelse. Med det resultat, at de undlader at bruge mandskabsvognene. Uhensigtsmæssigt og ærgerligt i en tid, hvor alle af hensyn til klimaet og trængslen på vejene bør køre mindre, og hvor virksomhedernes produktivitet skal styrkes.

Dansk Byggeri foreslår, at reglerne blødes op, så håndværkere på job kan bruge bilen til at hente frokost eller købe ind på vejen mellem byggepladsen og virksomhedens adresse. Og at reglerne for, hvornår håndværkeren må tage mandskabsvognen hjem, når han skal afsted direkte til en byggeplads dagen efter, baseres på virkeligheden.

Vi har sendt forslag til SKAT. Nu håber vi, at de tager en dialog om dem.

Relateret