12.03.20 DI Dansk Byggeri Pressemeddelelser

Regeringens nye bølge af økonomiske kriseinitiativer rammer plet

Dansk Byggeri er glad for de nye økonomiske initiativer, som regeringen i dag lancerede i kølvandet på coronakrisen.

Det er ikke mere end et par måneder siden, at der i forbindelse med finanslovsforhandlingerne var tovtrækning om, hvorvidt arbejdsgiverne skulle betale for medarbejdernes første 30 eller 40 sygedage. Men i dagens hjælpepakke bliver perioden på 30 dage nu suspenderet, hvis en medarbejder sendes i karantæne eller er syg af coronavirus.

- Regeringen viser stor handlekraft ved midlertidigt at friholde arbejdsgiverne for udgifter til at sende medarbejdere hjem i forbindelse med fravær, sygdom og karantæne, der skyldes coronavirus. Det viser noget om situationens alvor, siger Dansk Byggeris adm. direktør, Lars Storr-Hansen.

Dansk Byggeri glæder sig også over, at pengeinstitutternes kapitalkrav lempes, så de får bedre mulighed for at låne penge ud.

- Allerede nu i den tidlige fase af coronakrisen, er det helt afgørende, at bankerne ikke skal udsættes for unødigt stramme krav til at holde penge på kistebunden, så likviditeten i stedet kan komme ud og arbejde for at opretholde aktiviteten i virksomhederne, siger Lars Storr-Hansen.

Endelig hæfter Dansk Byggeri sig ved, at regeringen bebuder, at den vil komme med yderligere initiativer, der kan føre dansk økonomi så skånsomt gennem coronakrisen som muligt.

- Vi kan sige med sikkerhed, at vi kommer til at opleve måneder og mindst ét kvartal med negativ økonomisk vækst. Derfor er det vigtigt, at regering og Folketing sender signalet om, at der kommer mere, og at man er klar med fx finanspolitiske lempelser, så snart det igen giver mening ovenpå den akutte karantænetilstand, som hele samfundet befinder sig i, siger Lars Storr-Hansen.

Dansk Byggeri frygter blandt andet, at entreprenører og håndværksmestre risikerer at komme i klemme, hvis de ikke kan få byggerier eller anlæg færdige til tiden på grund af coronavirussen.

- Der er tale om en helt ekstraordinær situation. Jeg vil derfor opfordre parterne i bygge- og anlægsbranchen til at finde ordentlige og mindelige løsninger, så entreprenører og håndværksmestre undgår unødige sanktioner i de tilfælde, hvor byggerier eller anlægsprojekter bliver forsinkede, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.

For Dansk Byggeri er det også vigtigt, at de offentlige bygherrer sørger for, at byggeledelsens tilsyn fortsætter, så man i alle de tilfælde, hvor det er muligt, kan sikre fremdrift i bygge- og anlægsopgaverne. 

Kontakt

Adm. direktør Lars Storr-Hansen, lsh@danskbyggeri.dk, telefon 41 19 33 04

Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

Relateret