24.04.20 DI Dansk Byggeri Pressemeddelelser

Forsat brug for udenlandske medarbejdere i Danmark

Dansk Byggeri anerkender regeringens nye initiativer, der skal forebygge smitte med coronavirus på blandt andet landets byggepladser og give tryghed til medarbejderne. Det er vigtigt, at alt, hvad vi gør, tager udgangspunkt i en objektiv sundhedsfaglig vurdering, påpeger Dansk Byggeri.

Fremover skal Arbejdstilsynet føre tilsyn med fokus på coronasmitte på fx byggepladserne, og udenlandske medarbejdere risikerer at blive testet for coronavirus, hvis de krydser grænsen. Det er et par af de initiativer, som regeringen i dag er kommet for at forebygge smitte med coronavirus.

- Regeringens initiativer sikrer, at de udenlandske ansatte kan fortsætte med at arbejde i bygge- og anlægsbranchen. I byggeriet har vi i forvejen et godt fundament med den branchevejledning om forebyggelse af coronasmitte, som parterne inden for byggeriet har udarbejdet. Vi er selvfølgelig også parate til aktivt at deltage i at finde nye løsninger på de udfordringer, som måtte opstå, siger direktør i Dansk Byggeri Peter Stenholm og uddyber:

- Hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt, er det helt afgørende, at eventuelle restriktioner over for udenlandske medarbejderes indrejse i Danmark bliver indført proportionalt og målrettet ud fra en objektiv og tilgængelig sundhedsfaglig vurdering, så man rammer de grupper, der i givet fald måtte være tale om. I den situation vil Dansk Byggeri meget gerne være med til at drøfte, hvad der bør gøres.

Det er virksomhedernes ansvar, at der er styr på arbejdsmiljøet, og at der bliver taget de nødvendige forholdsregler i forhold til at forebygge smitte med coronavirus. En taskforce med repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter samt regeringen vil i samarbejde komme med anbefalinger til virksomhederne.

- Vi har brug for danske såvel som udenlandske medarbejdere i både byggebranchen og andre brancher i Danmark, og derfor er det vigtigt at understrege, at eventuelle restriktioner bliver indført proportionalt og målrettet ud fra en objektiv og tilgængelig sundhedsfaglig vurdering, så man dermed kun rammer de grupper, der i givet fald måtte være tale om, siger Peter Stenholm, direktør i Dansk Byggeri.

Se byggeriets branchevejledning om forebyggelse af coronasmitte her https://www.bfa-ba.dk/sikkerhedsarbejdet/corona

Kontakt:

Direktør i Dansk Byggeri Peter Stenholm, telefon 41 17 47 36


Pressekonsulent i Dansk Byggeri Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65

Rich Text

Relateret