DI Digital Analyser

Elektronikbranchen mærker global usikkerhed, og den spirende efterspørgsel er fordampet

Elektronikbranchen gik optimistisk ind i 2025, men er siden blevet ramt af faldende efterspørgsel og geopolitiske spændinger. Trods en mindre produktionsfremgang på 3,1 pct. halter branchen efter den samlede industriproduktion. Den manglende efterspørgsel er nu den største produktionsbegrænsning for næsten halvdelen af virksomhederne.

1. Produktion: Let fremgang, men under resten af industrien

Elektronikbranchen har oplevet en produktionsvækst på 3,1 % i begyndelsen af 2025 sammenlignet med samme periode året før. Det viser, at branchen formår at holde gang i produktionen trods usikre tider. Men produktionen halter stadig efter den samlede industriproduktion, som voksede med 4,7 %. Branchen for elektrisk udstyr har endda set et fald i produktionen på -1,9 %, mens elektronikindustrien har trukket op med en vækst på 6 %. Det vidner om en fragmenteret udvikling i branchen, hvor fremgangen ikke er jævnt fordelt.

2. Efterspørgsel: Kraftig opbremsning rammer branchen hårdt

Efter en kortvarig optimisme ved indgangen til 2025 er efterspørgslen i elektronikbranchen nu næsten forsvundet. I februar 2025 meldte 19 % af virksomhederne om mangel på efterspørgsel som produktionsbegrænsning – det tal er nu steget til 44 %, og endnu højere i nogle dele af branchen. I elektronikindustrien er det hele 48 %, der nu melder om manglende efterspørgsel. Den geopolitiske usikkerhed og toldbarrierer presser salget, og både hjemmemarkedet og nærmarkederne i Europa viser kun svag vækst. Det skaber en alvorlig opbremsning for hele sektoren.

3. Forsyningskæder: Risiko for ny krise lurer i kulissen

Virksomhederne har nedbragt deres lagre efter tidligere forsyningskriser, og produktionen tilpasses nu langt mere direkte efter den aktuelle efterspørgsel. Det øger sårbarheden i værdikæderne. Komponentproducenter risikerer at lukke produktionen på grund af manglende ordrer, og da det kan tage 3-6 måneder at genstarte produktionen, er risikoen for en ny forsyningskrise reel. Samtidig ses stigende priser og længere leveringstider på både råvarer og logistik, især som følge af spændinger mellem USA og Kina.

Lars Rasmussen

Lars Rasmussen

Fagleder, Elektronik og Kvanteteknologi

  • Direkte +45 3377 3079
  • Mobil +45 4016 9454
  • E-mail lara@di.dk

Relateret indhold