Arrangement

Dansk delegation til Mobile World Congress 2025 – Connect. Converge. Create.

Mobile World Congress er den internationale hovedkonference for digitalisering og mobile teknologier, hvor teknologi, policy og erhverv smelter sammen. Kom med når DI Digital og Digital Lead samler en dansk delegation og rejser til Barcelona den 3. – 6. marts 2025.

Igen i år arrangerer DI Digital sammen med Digital Lead en dansk delegation til at besøge Mobile World Congress. DI organiserer i forvejen en dansk stand med 7 danske virksomheder på konferencen. Som en del af den danske delegation vil du, ud over at møde den danske stand, få guidede rundvisninger på de største teknologileverandørers stande, møde relevante oplægsholdere og naturligvis få tid til at netværke og udforske konferencen på egen hånd.

Årets konference går under temaet Connect. Converge. Create, og understreger vigtigheden af sammenkobling, konvergens og skabelse af nye muligheder gennem teknologi. Der vil være fokus på 5G, AI, edge computing, cloud samt fokus på industri 4.0, hvor vi vil se på fremtidige teknologier, der kan ændre industrien.

MWC 2025 kan give inspiration til, hvordan teknologiske muligheder kan tages i konkret anvendelse hos virksomheder i alle brancher, der står foran at udvide deres digitalisering. Virksomheder, der udbyder digitale løsninger, kan finde teknologiske samarbejdspartnere, trends, netværk mv. Herudover giver det store udstillingsområde mulighed for individuel sparring med udstillere.

MWC 2025 giver således et indblik i, hvor det teknologiske stade er lige nu, og hvor vi bevæger os hen. Det kan være relevant viden for virksomheder, embedsmænd og politikere i forhold til at navigere på et område i meget hurtig udvikling.

Målgruppe

  • Digitalt modne virksomheder, der står foran yderligere digitalisering
  • Digitale virksomheder, der søger samarbejdspartnere, netværk og viden om trends.
  • Politikere og embedsmænd, der er nysgerrige på at kunne navigere politisk og reguleringsmæssigt på et teknologisk område, der flytter sig hurtigt.
  • Tech-journalister

Indhold af pakken:

  • 1 adgangsbillet til MWC 2025 samt adgang til hele udstillingsområdet (Discovery Pass)
  • Deltagelse i networking dinner
  • Guidede rundvisninger på de største teknologileverandørers stande
  • 1,5 dags organiseret program (3. marts og 4. marts)

Hvad skal du selv sørge for:

  • Hotel
  • Fly
  • Kost

Program for delegationen tilgår løbende (Forbehold for ændringer).

Vores program vil være de første to dage af messen, den 3. marts og 4. marts. Til disse to dage sammensætter vi et program med rundvisninger og oplæg, så du kan møde og opleve en masse spændende stande på messen. Programmet er valgfrit, og I kan derfor deltage i det, der er relevant for jer.

Vi kommer bl.a. til at besøge: Den danske stand, Nokia, Ericsson, IBM, Microsoft, Qualcomm og Telenor

Den 3. marts om aftenen vil der være en fællesmiddag for hele delegationen samt den danske stand.

Opdateres løbende