DI Digitals nytårskur 2025
Start det nye år med DI Digital på vores nytårskur den 16. januar, hvor vi skåler året ind og ser på, hvad 2025 har at byde på for tech-virksomheder i en foranderlig og uforudsigelig verden.
Nytårskuren er vores årlige begivenhed, hvor vi ser fremad og reflekterer over de tendenser, der vil forme vores branche i det kommende år. Der vil både være mulighed for at ønske hinanden godt nytår, udveksle erfaringer med kollegaer fra branchen samt få indsigter fra vidende eksperter og ledere.
I år vil afsættet være den globale usikkerhed, der præger virksomheder og markeder på tværs af sektorer. Med et stadig mere protektionistisk Europa og USA og en eskalerende teknologisk konkurrence, står mange virksomheder overfor spørgsmålet: Hvordan bevarer vi vores markedsadgang og innovationsevne i en tid præget af politisk og økonomisk omskiftelighed?
Vi har inviteret CEOs og eksperter til at give deres bud på disse spørgsmål og diskutere den nye virkelighed, vi står overfor. Derudover har vi fornøjelsen af at få besøg af digitaliseringsminister Caroline Stage, som kommer og siger godt nytår til branchen.
Sæt allerede nu kryds i kalenderen og tilmeld dig nytårskuren. Vi opdaterer løbende programmet her på siden.
Vi glæder os til at se dig til en dag med faglige refleksioner og mulighed for netværk med nye og gamle bekendtskaber.