Workshop om den digitale omnibus: Vær med til at præge EU’s kommende forenklingspakke
Kom med, når DI Digital sætter fokus på EU-Kommissionens digitale omnibus, der skal reducere administrative byrder og styrke europæisk konkurrenceevne. Deltag i workshoppen og vær med til at sætte dine aftryk på de anbefalinger, vi som dansk tech-branche sender videre til Kommissionen.
EU-Kommissionen arbejder i øjeblikket på en omfattende digital forenklingspakke – den såkaldte digitale omnibus – med forventet fremsættelse i december 2025. Initiativet skal ikke blot reducere administrative byrder og styrke europæisk konkurrenceevne, men også strømline og forenkle centrale EU-regler inden for en række digitale retsakter, der vedrører data, cybersikkerhed og kunstig intelligens.
I den anledning inviterer DI Digital til en workshop, hvor danske virksomheder får mulighed for at konkretisere anbefalinger til Kommissionens digitale omnibus. Workshoppen er en opfølgning på et arbejde igangsat af DI i forsommeren med fokus på regelforenkling og færre administrative byrder på det digitale område.
Workshoppen er aktuel for virksomheder, som er omfattet af eller arbejder med lovgivning, der vedrører digital forretningsudvikling, og som har oplevet udfordringer med fx implementering af lovgivning, uensartet fortolkning på tværs af EU-lande og sektorer eller modstridende regler i de forskellige retsakter.
På workshoppen forventer vi at berøre følgende EU-retsakter:
- Data Act
- Data Governance Act
- Cybersecurity Act
- NIS2
- Cyber Resilience Act
- AI Act
Vi forventer, at GDPR behandles som særskilt tema i en senere lovpakke, men der vil på workshoppen være mulighed for at komme ind på samspillet mellem de ovenfor nævnte områder og GDPR.
Ovenstående er dog foreløbigt, da vi endnu ikke ved med sikkerhed, hvilke retsakter der vil blive omfattet af den digitale pakke. Der kan derfor løbende ske ændringer i prioriteringen.
Vi håber, at mange har lyst til at bidrage, og ser frem til at se jer i DI den 4. september 2025.