Industrial Technologies Forum
Velkommen til DI Digitals Forum for industrielle teknologier. Forummet er til for at du kan møde ligesindede fagfæller, som er interesseret i at dykke ned i de mange anvendelsesmuligheder for ny teknologi - i produktionsgangene, i processerne og gennem hele værdikæden.
Formålet med dette forum er at videndele og dykke ned i de mange muligheder, der ligger i fremtidens teknologier, på tværs af brancher. Aktiviteterne i dette forum vil være forskelligartede, og du kan som medlem forvente at vi mødes fysisk 3-4 gange om året, hvor vi dykker ned et specifikt emne inden for fremtidens teknologier, også kendt som Industri 5.0. Temaerne kan fx være fokus på træning af medarbejdere i produktionen ved hjælp af XR, hvordan brugen af vision-based AI kan avancere og effektivisere produktionsgange eller hvordan 5G kan optimere drift og datadrevne processer.
Møderne kan både foregå i Industriens Hus eller hos et medlem af netværket. Der vil til møderne være fokus på use-cases, og hvordan forskellige typer af virksomheder har håndteret de udfordringer, der kan opstå ved implementeringen af en ny teknologi. DI Digital vil som udgangspunkt altid forsøge at få flere perspektiver med ind over møderne, så vi sikrer, at det er repræsentativt for alle deltagere.
Hvem kan deltage i forummet?
Alle medlemmer af DI Digital er velkommen til at blive en del af forummet, og der er ingen begrænsning for profiler til dette netværk, eller hvor mange fra virksomheden der må deltage. Der skal forventes en vis faglig tyngde til møderne, og af typiske profiler der deltager ser vi bl.a. production managers, AI lead, CTO, produktionschefer osv.
Hvad betegner industrielle teknologier?
Industrielle teknologier dækker over de teknologier, der bruges til at understøtte og udvikle industrielle processer, produktion og værdikæder. Det er ikke kun maskiner, men også digitale og organisatoriske teknologier, der bidrager til effektivitet, innovation og bæredygtighed. Man taler om Industri 5.0 som den overordnede ramme, der sætter retningen for, hvordan disse teknologier anvendes. Industri 5.0 er en evolution fra udtrykket Industri 4.0, som kan defineres som en sammensmeltning af den fysiske og digitale verden. Hvor Industri 4.0 handlede om digitalisering, automatisering og netværksforbundne systemer, fokuserer Industri 5.0 mere på mennesket i centrum, bæredygtighed og robusthed. Det har i højere grad fokus på, at i stedet for at maskiner udelukkende er til for at erstatte mennesker, handler Industri 5.0 om samarbejdet mellem mennesker og intelligente teknologier. De industrielle teknologier skal bruges på en måde, der understøtter innovation, grøn omstilling og modstandsdygtighed mod kriser.
Hvilke fordele bringer teknologierne?
Generelt kan det siges, at de nye teknologier bidrager med at højne effektiviteten for industrien i en bred forstand, og dermed resulterer i forøget vækst.
For virksomheder skal det fremhæves, at teknologierne kan effektivisere forældede arbejdsprocesser og kvaliteten af produktet i produktionsvirksomheder. De kan medvirke til, at virksomhederne kan reducere deres omkostninger og ressourceforbrug, og dermed også sætte skub i den grønne omstilling.
For arbejdsstyrken kan det forventes, at nogle manuelle jobs vil skifte karakter, og at kompleksiteten i bestemte opgaver mindskes. Når jobbene imidlertid skifter karakter, er det ikke ens betydende med, at der følger fyringsrunder - tværtimod. Som det har været med de tidligere industrielle kvantespring, har det derimod generet et større behov for specialiseret arbejdskraft, til at anvende Industri 4.0-teknologier.
For samfundet i sin helhed, vil teknologierne bibringe øget vækst på globalt plan samt en højere beskæftigelse. Samtidigt har lande, der lykkes bedst med implementeringen af Industri 4.0-teknologier, en forøget konkurrenceevne, idet øget produktion til reduceret omkostning gør virksomheder i stand til at konkurrere på både kvalitet, pris og bæredygtighed.
Industrielle teknologier og deres rolle
Teknologierne kan overordnet grupperes inden for fire hovedområder:
- Automatisering og robotik
- Digitalisering, data og 5G
- Avancerede materialer
- Produktion og bæredygtige løsninger.
Disse hovedområder bruges til at effektivisere, udvikle og forny industrien
Automatisering dækker over teknologier, der kan overtage eller understøtte menneskelige arbejdsopgaver. Det inkluderer klassiske industrirobotter, der udfører gentagne opgaver, men også samarbejdende robotter, der arbejder side om side med mennesker. Et eksempel kan være robotter, der står for pakning, mens medarbejdere tager sig af kvalitetskontrol.
Digitalisering, data og 5G
Digitalisering i industrien bygger på indsamling og udveksling af data gennem sensorer, IoT og cloud-løsninger. Her spiller 5G-netværk en afgørende rolle, da det muliggør ekstremt hurtig, stabil og sikker dataoverførsel mellem maskiner, systemer og mennesker. Når robotter skal koordinere bevægelser på en produktionslinje eller når en digital tvilling løbende skal opdateres med data fra den fysiske butik gør 5G det muligt at styre produktion i realtid.
I en Industri 5.0 kontekst bliver 5G mere end blot en teknisk opgradering. Det er en forudsætning for, at menneske og maskine kan samarbejde gnidningsfrit, fordi det sikrer øjeblikkelig kommunikation og mulighed for skræddersyede løsninger. Samtidig understøtter 5G mere bæredygtige valg, ved fx at optimere energiforbrug på tværs af produktionsanlæg i realtid.
Avancerede materialer og produktion
Herunder hører teknologier som 3D-print, nanoteknologi og bioteknologiske løsninger. Med 3D-print kan virksomheder eksempelvis producere reservedele on demand og dermed reducere spild og transport. I Industri 5.0 spiller disse teknologier en rolle i at skabe mere fleksible, skræddersyede og miljøvenlige produktionsformer, hvor man i højere grad tager hensyn til kundens behov og ressourceforbruget.
Bæredygtige løsninger
Et eksempel på bæredygtige løsninger viser sig ved brugen af såkaldte smart grids, der sikrer en mere effektiv fordeling af energi. Bæredygtige teknologier dækker over innovationer, der understøtter grøn omstilling, såsom energieffektive produktionssystemer, cirkulære processer ved genbrug af materialer eller CO₂-reducerende teknologier.