05.11.19 DI Digital Nyheder

Abzu

Blandt DI Digitals mere end 500 medlemmer er der mange forskellige virksomheder. Hver og en virksomhed byder på noget unikt og interessant. Månedens medlem i november 2019 er Abzu, som arbejder på en nyskabende kunstig intelligens platform, der er målrettet virksomheder.

Vi har spurgt Jonas Wilstrup, COO og medstifter af Abzu, om hvad der optager dem, og hvilke udfordringer de står overfor.

Fakta

Abzu er en AI-virksomhed, som har lavet en platform for automatiserede AI-baserede løsninger. Virksomheden har kontor i København og Barcelona, og har på nuværende tidspunkt 12 ansatte. 

Hvad optager jer netop nu?

Abzu er en deep-tech virksomhed, der arbejder på en nyskabende kunstig intelligens platform målrettet virksomheder. Den platform skal lanceres til det brede marked d. 1. april 2020, så lige nu er alt vores fokus målrettet på den specifikke deadline. Vi lukkede en finansieringsrunde i juli og er lige nu i gang med at skalere vores virksomhed yderligere til dette med marketings- og udviklingskompetencer.

I mellemtiden så udfører vi kunstig intelligens projekter for virksomhedskunder for at sikre product market fit, validere teknologien og få nyttig feedback omkring fremtidige udviklingsmuligheder. Så teamet er travlt optaget af at få vores nyskabende løsning på markedet, samtidig med at vi udvikler på vores eksisterende kunder, og sørger for at de er glade og tilfredse.

Muligheden er ganske enkelt, at vores kunder kan få højt avancerede AI modeller baseret på mindre mængder data end hos konkurrenterne. Jonas Wilstrup, COO og medstifter af Abzu

Hvad ser I som jeres største mulighed i de kommende år?

Der er en masse aktivitet i virksomheder verden over i forhold til at integrere AI i deres forretningsmodeller og at bruge data til at skabe mere værdi. Jeg vil ikke gå alt for meget i tekniske detaljer her, men de løsninger der fremhersker i dag er baseret på “deep learning” og er gode, når computeren arbejder på én bestemt opgave. Man designer sin løsning til at løse et unikt problem, og så skal systemet trænes på meget store mængder data.

Muligheden vi griber er: Den begrænsning kan brydes ned! Tiden er inde. Vores AI løsning baserer sig på, hvordan menneskets hjerne fungerer: Ved at kunne huske fra projekt til projekt og lære af erfaring. Tænk over det: Et menneske kan faktisk løse ret svære problemer med små mængder af data. Så muligheden er ganske enkelt, at vores kunder kan få højt avancerede AI modeller baseret på mindre mængder data end hos konkurrenterne.

En anden stor mulighed i dette marked er at blive bedre til gennemsigtige modeller. Hos os tror vi, at det bliver helt centralt for AI, at vi kan forklare ikke blot kvaliteten i det der forudsiges men ligeså vigtigt, hvorfor der forudsiges som der gør. Skal AI udfolde sit potentiale på det medicinske område f.eks., så kræver det at modellerne kan forklares og forstås af læger og patienter.

Hvad ser I som den største udfordring i de kommende år?

For det første har AI et enormt potentiale samtidig med, at der er tale om et begreb, som er meget hypet. Det vil sige, at AI er blevet et begreb, som rigtigt mange bruger om rigtigt meget der bare lugter af dataanalyse. Derfor er det en udfordring at differentiere sig i markedet. Der skal vi være skarpe. 

Samtidig – i en virksomhed som vores – er tid alfa og omega. Vi har en vision om at være en førende AI virksomhed i Europa indenfor fem år. I et marked hvor der særligt er aggressive investeringer i USA og Kina, men hvor Europa halter lidt efter, så skal vi kigge imod de store konkurrenter: Google, Microsoft, Amazon, som pt. ikke har et produkt som vores, men kan overhales indenom.

Hvordan kan DI Digital bidrage til jeres forretningsudvikling? 

DI kan hjælpe os på to centrale fronter. For det første er der det virksomhedsnære. Kontrakter, konkurrenceklausuler, GDPR osv. Det er alle emner, der kan trække tænder ud på en startup i administration og omkostninger, hvor et branchemedlemskab gør hverdagen nemmere. 

For det andet, netværk og interessevaretagelse. Her synes vi DI digital er på vej frem. I gør et stærkt stykke arbejde for at sætte fokus på branchen, I har et godt tag i vores lille niche – AI – hvor flere af vores ligesindede er organiseret hos jer. Vi ser også DI som et godt værktøj til at skabe forretningsforbindelser for vores virksomhed. Hvis vi selv tager knofedt på og gør noget for det.

Månedens medlem

For at give et indblik i virksomhedernes verden udvælger vi hver måned en virksomhed, vi sætter fokus på. Medlemmet får fire skarpe spørgsmål og fortæller om, hvad der optager dem netop nu.

Få et overblik over, hvem der tidligere har været månedens medlem her.

Relateret