01.10.19 DI Digital Nyheder

Develco

Blandt DI Digitals mere end 500 medlemmer er der mange forskellige virksomheder. Hver og en virksomhed byder på noget unikt og interessant. Månedens medlem i oktober 2019 er Develco, som er en dansk samarbejdspartner til produktudvikling inden for elektronik, embedded software, trådløs kommunikationsteknologi, IoT løsninger m.m.

Vi har spurgt Jakob Bjerre, CEO hos Develco, om hvad der optager dem, og hvilke udfordringer de står overfor.

Hvad optager jer netop nu?

Internt hos Develco har vi fuld gang i at digitalisere vores egen virksomhed med implementering af et nyt ERP system nemlig Microsoft Dynamics 365 Business Central.

Vi ser mange muligheder for digitalisering af ellers helt mekaniske produkter med IoT løsninger. Samtidig oplever vi, at nogle kunder har udfordringer med at se de nye forretningsmuligheder, som IoT løsninger med mange nye data kan give.

Develco følger løbende med i, hvordan de forskellige teknologier udvikler sig: LoRaWAN, SigFox, NB-IoT men også WiFi, Bluetooth især BLE og ikke at forglemme NFC.

 

Kort om Develco

Develco er en erfaren og uafhængig udviklingspartner, der tilbyder et full-service koncept med fokus på produktudvikling og produktionsstyring. Develco er en dansk samarbejdspartner til produktudvikling inden for elektronik, embedded software, trådløs kommunikationsteknologi, IoT løsninger, mekanik, Design for Manufacturing samt test og godkendelser. 

Develco sparrer med kunderne om produkter og kan påtage sig hele ansvaret lige fra idéfase til produktkoncept, udvikling, pilotproduktion, masseproduktion og produktionsstyring. I udvikling af IoT løsninger er Develco en kvalificeret medspiller og har et stort netværk til udvalgte strategiske samarbejdspartnere. Gennem årene har Develco udviklet mange forskellige produktløsninger både til det offentlige og til private virksomheder på BtC- og BtB-markedet.

Hvad ser I som jeres største mulighed i de kommende år?

Netop kundernes behov for nye smarte IoT løsninger. Lige så snart kunderne kan se de nye forretningsmuligheder med IoT løsninger, vil mange flere kunder efterspørge nye smarte digitale produkter.

Det nuværende stagnerende marked vækker bekymring. Især det europæiske marked med Tyskland som lokomotiv: Er Tyskland virkelig ved at gå i stå eller? Jakob Bjerre, CEO Develco

Hvad ser I som jeres største udfordring i de kommende år?

Det nuværende stagnerende marked vækker bekymring. Især det europæiske marked med Tyskland som lokomotiv: Er Tyskland virkelig ved at gå i stå eller?

Fremover kan det måske blive en udfordring at finde nye medarbejdere – især dygtige og erfarne hardware udviklere kan blive en manglende ressource for os som udviklingshus.

DI Digitals politiske fokus på digitalisering er super godt – ikke kun traditionel digitalisering men også Industri 4.0 og IoT i den fremtidige teknologiske udvikling. Jakob Bjerre, CEO Develco

Hvordan kan DI Digital bidrage til jeres forretningsudvikling?

DI Digitals politiske fokus på digitalisering er super godt – ikke kun traditionel digitalisering men også Industri 4.0 og IoT i den fremtidige teknologiske udvikling.

For os er DI Digital et mødested for ligesindede kolleger og konkurrenter. Ingen virksomheder kan levere komplette digitale løsninger selv, og her bidrager vores medlemskab af DI Digital til et øget netværk med nye potentielle samarbejdspartnere i økosystemet, når vi skal udvikle nye produktløsninger til vores kunder.

Månedens medlem

For at give et indblik i virksomhedernes verden udvælger vi hver måned en virksomhed, vi sætter fokus på. Medlemmet får fire skarpe spørgsmål og fortæller om, hvad der optager dem netop nu.

Få et overblik over, hvem der tidligere har været månedens medlem her.

Relateret