01.12.19 DI Digital Nyheder

Xtel Wireless

Blandt DI Digitals mere end 500 medlemmer er der mange forskellige virksomheder. Hver og en virksomhed byder på noget unikt og interessant. Månedens medlem i december 2019 er Xtel Wireless, som er førende indenfor IoT-produktudvikling.

Vi har spurgt Mogens Durup Nielsen, Business Development and Sales Director hos Xtel Wireless, om hvad der optager dem, og hvilke udfordringer de står overfor.

Kort om Xtel Wireless

Xtel Wireless er et udviklingshus, som er førende indenfor IoT–produktudvikling. Skal du udvikle et IoT-produkt eller opgradere et eksisterende produkt med IoT–teknologier, er Xtel Wireless de førende specialister, du og din virksomhed har brug for.  Xtel Wireless udfører komplet produktudvikling, så du som kunde kan bestille et færdigt produkt, der ved afslutning af projektet er i masseproduktion. 

Xtel Wireless er anerkendt af deres samarbejdspartnere for deres teknologiske løsninger og innovative kompetencer.

Hvad optager jer netop nu?

Xtel Wireless er en tech virksomhed, der er specialiseret i at udvikle IoT produkter. Gennem de seneste år har vi udviklet en teknologi platform MovIoT, som nu danner grundlag for alle vores IoT projekter, der giver vores kunder et gennemtestet fundament for deres IoT produkter. I starten af 2020 tager vi skridtet videre og lancerer en produktportefølje af basis IoT produkter. De kan bruges som de er, eller vi kan tilpasse dem til vores kunders unikke behov.

Basisproduktet kan bruges i mange forskellige brancher f.eks. til identifikation, lokation, måling via sensorer osv.

Vi oplever en stærkt stigende interesse for at komme i gang med de forretningsmuligheder der ligger i IoT, og hovedparten af de kunder vi har en dialog med efterspørger dette. Vores platform gør, at kunderne kan komme hurtigere i gang med en mindre indsats, og dermed starte med at opbygge den forståelse der skal til for at udnytte de forskellige muligheder, som IoT og 5G tilbyder.


Hvad ser I som jeres største mulighed i de kommende år?

Der er rigtig mange muligheder, og derfor har vi fokuseret de sidste år på vores kernekompetencer, som er udvikling af IoT produkter med udgangspunkt i de teknologier der udspringer af mobilindustrien, herunder Bluetooth, NB-IoT og LTE-M. Disse teknologier er meget efterspurgte indenfor vores felt, så vi forventer, at vi via vores produktportefølje kan skræddersy mange flere løsninger til vores kunder på kortere tid og med samme høje kvalitet.

Den øgede interesse indenfor udskiftning af ældre trådløse produkter bliver et klart fokusområde for os, da vi kan tilføre stor værdi til virksomhederne, der påtænker dette. Med de nye teknologiske muligheder gør vi produkterne meget billigere, mere brugervenlige og nemme at opsætte. Især eksisterende WiFi og 2G/3G løsninger er der store muligheder for at optimere.

Vi har primært brugt vores stærke kunderelationer i Danmark til at opbygge vores teknologifundament og vores forståelse af vores egen rolle og forretning indenfor IoT. Vi begynder nu at få et stigende antal henvendelser fra kunder rundt i Europa, og et fokuspunkt for os bliver derfor at påbegynde skaleringen udenfor Danmarks grænser.

Hvad ser I som jeres største udfordring i de kommende år?

Forståelse for forretningsmulighederne indenfor IoT og digitalisering er stadigvæk ikke fuldt udbygget hos vores kunder, der kæmper med at definere og prioritere indsatsen. Vi møder tit virksomheder, der påtænker at udvikle et komplet system med alle features til at starte med, i stedet for at begynde med små pilotprojekter, hvor man får undersøgt mulighederne. Vi bruger vores erfaring fra de mange IoT projekter, vi har udviklet, til at rådgive om forretningsmodeller, IoT strategi og innovation af kundens produkter. Så vi skal være bedre til at forklare omkring alle disse muligheder og potentielle faldgruber.

Vores arbejdsplads har altid været et attraktivt sted at arbejde for ingeniører, da vores opgaver altid er meget forskellige og udfordrende. Mangel på arbejdskraft er dog fortsat den største udfordring, vi ser i fremtiden, da vores felt hovedsageligt bruger højt specialiserede medarbejdere.

Hvordan kan DI Digital bidrage til jeres forretningsudvikling?

Vi er glade for at være en del af DI Digital og deres velfungerende netværk og udvalg, som hjælper omkring udbredelsen af digitaliseringsagendaen i Danmark. Derudover er DI Digitals politiske fokus også påskønnet og giver os forståelse for den politiske agenda indenfor digitalisering.

Medlemskabet af DI giver os også adgang og muligheder for at skabe nye forretningsforbindelser for vores virksomhed.

Månedens medlem

For at give et indblik i virksomhedernes verden udvælger vi hver måned en virksomhed, vi sætter fokus på. Medlemmet får fire skarpe spørgsmål og fortæller om, hvad der optager dem netop nu.

Få et overblik over, hvem der tidligere har været månedens medlem her.

Relateret