Teamet hos Kahoot!.

18.05.22 DI Digital Nyheder

Kahoot!

Månedens medlem i maj er Kahoot!.

Vi har spurgt Mads Rebsdorf, Chief Revenue Officer hos Kahoot!, om, hvad der optager dem, og hvilke udfordringer de står overfor.

Om Kahoot!

Kahoot! er på en fantastisk spændende rejse. Siden 2013 har Kahoot! opbygget et globalt brand inden for engagerende læring for millioner af mennesker, både i sociale og professionelle sammenhænge. I tillæg til de gratis versioner af Kahoot! leverer vi kommercielle løsninger til enkeltpersoner, skoler og virksomheder i alle størrelser. Når vi henvender os til virksomheder er det med Kahoot! At Work, der er vores brand og produkttilbud til erhvervskunder. Læs mere her.

Hvad optager jer netop nu?

Vores Kahoot! At Work-produkter anvendes i titusindvis af virksomheder globalt - fra de allermindste til de allerstørste i verden. Vores produkter hjælper virksomhederne med at skabe engagement blandt medarbejdere og udvikle virksomhedskultur gennem effektiv læring, samarbejde og kommunikation på tværs af hele organisationen, uanset om det foregår fysisk, online eller i hybride samarbejdssituationer.

Vi bruger en stor del af vores energi på at servicere eksisterende kunder og få nye kunder godt i gang med vores platforme. Til virksomheder tilbyder vi produktet Kahoot! 360 samt løsningerne Actimo og Motimate, som er kommet til Kahoot! de sidste par år gennem opkøb. Motimate er en komplet, moderne læringsløsning, og Actimo er en app til medarbejderengagement med særligt fokus på medarbejdere, der arbejder eksternt. I tillæg til dagens løsninger arbejder vi hårdt på at bringe de bedste elementer sammen til en kombineret fremtidig løsning, som kan dække endnu flere behov hos flere virksomheder - i Danmark og resten af verden.

Chief Revenue Officer hos Kahoot!, Mads Rebsdorf.

Hvad ser I som jeres største mulighed de kommende år?

Kahoot! er vokset betydeligt de seneste år, og vi er rigtig stolte af vores resultater, som bl.a. inkluderer stærk vækst i omsætning inden for vores løsninger til virksomheder.

Vi er dog stadig først lige kommet i gang. Vi oplever enorm efterspørgsel fra virksomheder, som ser udfordringerne, men også mulighederne og vigtigheden af at samle og skabe engagement blandt medarbejdere, uanset rolle, opgave, tidspunkt eller lokation. Vores opgave er at vise vejen og videreudvikle og kombinere vores løsninger. Både løsninger fra Kahoot!, men også de vigtige og strategiske løsninger fra Motimate og Actimo.

Med opkøbet af Actimo i Danmark og integrationen med resten af Kahoot! har vi etableret et stærkt kompetencecenter for udvikling og salg af løsninger til virksomheder. Dette er et vigtigt satsningsområde og her på kontoret i DI-huset fokuserer de fleste medarbejdere derfor på, hvordan vi tager Kahoot!’s rejse mod virksomhedssegmentet til næste niveau - i Danmark og Norden, men også i resten af verden.

Hvad ser I som jeres største udfordring det kommende år?

Vores produkter og tjenester er et resultat af de mennesker, vi har ansat. Derfor er tiltrækning af de rigtige talenter vores største udfordring for at kunne levere på vores ambitiøse mål. I København er der et stærkt softwaremiljø, som vi ønsker at være en del af. Rekruttering sker dog i skarp konkurrence med mange andre IT-virksomheder, og vi investerer derfor stort i at etablere den bedst mulige arbejdsplads. Dette er bl.a. vores nye kontor en del af.

Vi ønsker at gøre det attraktivt at arbejde for Kahoot! på kontoret i København. Vi ansætter bredt blandt medarbejdergrupper, men ønsker i særdeleshed at tiltrække de dygtigste udviklere og salgs- og marketingfolk. Så selvom Kahoot! er en international organisation med kontorer i bl.a. USA, Oslo, Krakow og Barcelona, ønsker vi også en stærk lokal kultur, der kan hjælpe med at tiltrække og engagere medarbejdere, hvor de befinder sig.

Stine Nørgaard Christensen
Skrevet af:

Stine Nørgaard Christensen

Relateret indhold