27.05.22 DI Digital Nyheder

MiWire

Månedens medlem i juni er MiWire!

Vi har spurgt David Fleischer, CEO hos MiWire, om, hvad der optager dem, og hvilke udfordringer de står overfor.

Hvem er MiWire?

MiWire er en teknologivirksomhed grundlagt i 2016, der udvikler innovative løsninger til en hurtig og stabil internetforbindelse over mobilnetværket. MiWires produkter indeholder en patenteret, intelligent, roterende, retningsbestemt antenne, der peger mod den mest optimale mobilmast, styret af vores indlejrede softwarealgoritme. Vores mission er at levere internet til landområder, hvor fibernet er økonomisk uoverskueligt og til skibe, hvor internetadgang i dag er begrænset og dyrt.

Hvad optager jer netop nu?

I det daglige er vores mest vigtige aktivitet at opbygge endnu tættere relationer og samarbejde med vores kunder og partnere, og salget af vores løsninger, SeaWire og GlobalWire, fylder rigtig meget.

Desuden er redesign af MiWire RouDem godt i gang og vil medføre vigtige nye features, ikke mindst 5G, men også en reduktion af vores produktionsomkostninger. I udviklingsafdelingen er der en løbende opdatering af softwaren, ikke mindst til de maritime løsninger.

Samtidig arbejder vi også på at forbedre kundeoplevelsen gennem træningsværktøjer og apps, der giver slutkunderne endnu mere overblik over performance, dataforbrug og en række andre parametre, som øger værdien af produktet. Dette sker gradvist som resultat af feedback fra markedet.

Hvad ser I som jeres største udfordring i de kommende år?

Vores mål er at skalere virksomheden, så vi rammer markederne i rette tid, og selvom produkterne er klar, kræver det store investeringer i salg og markedsføring. Arbejdet med kapitalrejsning er tidskrævende, samtidig med at vi bruger al den tid, vi overhovedet kan, på at skalere salget gennem samarbejde med vores globale partnere.

MEN er der tid nok? Aldrig, og det er ærgerligt, når nu mulighedernes vindue står piv åbent, så vi håber på at kunne rejse den nødvendige kapital i løbet af 2022.

Hvad ser I som jeres største mulighed i de kommende år?

De globale markeder for både landbaseret- og maritim anvendelse af vores løsninger er nærmest uendelige, når vi ser på 5 års rapporterne fra hhv. Ericsson og BIMCO.

Vi vil udbygge vores partnernetværk inden for vores fokusmarkeder, der er Europa, Latin Amerika og USA, både for de landbaserede og de maritime løsninger, og udnytte, at vores design og SW er godt beskyttet af patenter.

Vi oplever en meget stor interesse for vores løsninger rundt omkring i verden, og Corona har bestemt øget folks forståelse for internettets betydning, men også vores donation til Ukraine har gennem medierne og SoMe betydet, at mange flere forstår vores løsninger og har bragt meget vigtige leads fra hele verden.

Emma Juul Hansen
Skrevet af:

Emma Juul Hansen

Relateret indhold