01.09.24 DI Digital Nyheder

ActiveFloor

Månedens medlem i DI Digital i september er ActiveFloor!

Månedens medlem i september måned er ActiveFloor. ActiveFloor tilbyder et læringsvæktøj til blandt andet skoler, børnehaver, SFO'er, biblioteker og hospitaler. I værktøjet kombineres leg, læring og bevægelse, der tilbyder nye og sjove måder at fremme faglig, social og motorisk udvikling på.

Vi har været i kontakt med CEO, Brian Würtz, om, hvad der optager dem i virksomheden netop nu. Derudover har han givet os et indblik i hvilke udfordringer og muligheder, de ser ind i i de kommende år. 

Brian Würtz, CEO, ActiveFloor

Hvad optager jer netop nu? 

Noget af det, der særligt optager os lige nu, er eksportmulighederne på det amerikanske marked. Her har vi allerede etableret et fodfæste gennem salg til skolemarkedet i hele USA via et voksende forhandlernetværk.

I den kommende tid vil vi derfor fokusere på at tilpasse vores produktportefølje og softwareindhold, så den matcher de forskellige læringsstandarder, der findes i de individuelle stater i USA.

Kulturelle og værdimæssige forskelle, læringsstile – nordisk pædagogik passer ikke altid ind i traditionelle læringsmiljøer rundt om i verden. Derfor har vi udviklet vores system, så det er nemt og enkelt kan tilpasses lokalt helt ned til den enkeltes skoles sprog, kultur, overbevisninger og læringspræferencer.

Hvad ser I som jeres største mulighed i de kommende år

International vækst med uanede muligheder for salg til skole og undervisningsmiljøer mv. til store dele af den moderne verden.  Vores produkt er unikt uden væsentlige konkurrence og har allerede bevist sit værd i mange lande.

Så nu er der stor fokus på udvidelse af partnernetværket – world wide. 

Hvad ser I som jeres største udfordring

Vi har over en kort periode oplevet stor vækst, hvor vi har bevæget os fra at være en startup til en scaleup. Dette har medført en super-organisk stigning i omsætningen på vores nuværende markeder, i mange nye ansættelser og i interessen fra nye markeder. Dette giver selvfølgelig nogle nye store udfordringer for os, som blandt andet vækstfinansiering, at finde kvalificeret personale og generel organisatorisk vokseværk. 

Vi er super ambitiøse i vores vision - om at nå alle skoler i den moderne verden – og nogle gange kan den virke urealistisk stor for en lille virksomhed som os.

DI Digital har bedt ActiveFloor fremhæve et særligt produkt

ActiveFloor er et interaktivt gulv, der fungerer som en kæmpestor skærm, som ligger på gulvet. Her kan lærere og pædagoger anvende løsningen som et dynamisk læringsværktøj.

Konceptet består af tre centrale elementer: hardwaren, der udgør "skærmen", softwaren, som bl.a. indeholder "spillene", og fagspecifikke, formålsbaseret lærematerialer – det vi kalder ”content”.

Det unikke for vores koncept er, at alle spil kan tilpasses, så de matcher det enkelte fag, alderstrin eller emne, børnene undervises i. Dette gør ActiveFloor til meget mere end blot en skærm eller en samling af spil; det er et alsidigt værktøj, der kan integreres aktivt i børns læring.

Apropos aktivt – så bruger man fødderne til at navigere rundt på gulvet, hvilket giver nye muligheder for at inkludere mere bevægelse i børnenes hverdag. Så mens de leger sig til nye læringsfærdigheder, er læringen både sjov og fysisk engagerende.

Relateret indhold