One-stop partner for hardware, software og compliance
Månedens medlem i oktober er EKTOS Group!
Med base i Viborg og udviklings- og produktionsfaciliteter i både Danmark, Ukraine og Slovenien tilbyder EKTOS komplette løsninger inden for elektronik. EKTOS laver end-to-end løsninger i akkrediterede laboratorier til serieproduktion og box-build.
EKTOS hjælper kunder på tværs af brancher med at bringe innovative produkter hurtigt og kosteffektivt på markedet.
Vi har talt med direktør og medstifter Niels Martin Jørgensen om, hvad der optager dem netop nu – og hvilke muligheder og udfordringer de ser ind i.
Hvad optager jer netop nu?
“EKTOS Group fokuserer på at fastholde og styrke vores vækst og vores høje kompetenceniveau inden for alle tre forretningsområder: Udvikling, akkrediterede test og fremstilling af industriel elektronik. Ved at dække hele værdikæden inden for elektronikstyringer kan vi tilbyde vores kunder en stærk og sammenhængende løsning efter behov,” lyder det fra Niels Martin Jørgensen
“Med vores leverancemodeller og pt. godt 300 medarbejdere i ind- og udland har vi en størrelse, som tillader os at være agile og indsatsparate samtidig med, at der er masser af plads i vores nicher i markedet til at vækste. Så det gør vi.”
Hvad ser I som jeres største mulighed i de kommende år?
“De geopolitiske strømninger er i vores favør. Flytning af udvikling af avanceret elektronik og af montagetung elektronikproduktion fra traditionelle lavtlønslande som f.eks. Kina og Thailand til producenter tættere på Vesteuropa er i fokus i mange firmaer. Med vores fabrikker i Ukraine, blot tre timers kørsel fra den polske grænse, oplever vi stor interesse fra kunder, som ønsker bedre IPR-beskyttelse (Intellectual Property Rights red.), sikrere supply-chains og mere effektivt samarbejde om produkter i små og mellemstore seriestørrelser,” fortæller Niels Martin.
Hvad ser I, som jeres største udfordring i de kommende år?
“STEM-personale bliver en udfordring for alle AI alene er ikke en løsning, men et værktøj, og vi investerer allerede nu kraftigt i implementering og effektiv brug af AI i alle dele af vores virksomhed. I øvrigt er STEM-ressourcer ikke så stort et problem for os, idet vi rekrutterer langt de fleste af vores medarbejdere i Ukraine,” lyder det fra Niels Martin.
Er der noget I slutteligt vil fremhæve?
“EKTOS har opereret i Ukraine i næsten 20 år - helt fra firmaets grundlæggelse. Med vores erfaring og vores brede vifte af tjenesteydelser på elektronikområdet kan vi tilbyde hele elektronikpakken, som producenter af komponenter, maskiner og systemer har brug for. Ud over fabrikken i Ukraine har vi også en mindre slutsamlingsafdeling samt projektledere og testlaboratorier i Danmark, helt tæt på kunderne. Vi har desuden investeret kraftigt i kvalitets- og sikkerhedscertificeringer, hvilket kommer både små og store kunder til gode,” lyder det afsluttende fra Niels Martin Jørgensen.