EasyInspect
Blandt DI Digitals mere end 350 medlemmer er der mange forskellige virksomheder. Hver og en virksomhed byder på noget unikt og interessant. Månedens medlem i februar 2019 er EasyInspect.
EasyInspect udvikler en platform til at håndtere og automatisere analysedelen af inspektionsdata fra bl.a. droner. Det sker ved at sammensætte billeder i en 3D-model af et objekt samtidig med, at den kunstige intelligens gennemgår alle billederne for at finde skader på objektet.
Lokationen på de funde skader bliver præcist udpeget i 3D-modellen, så man har et komplet billede af skaderne i kontekst til objektet. Platformen bliver bl.a. benyttet til inspektion af bro-konstruktioner, bygninger, vindmøller, el-master og andre komplekse strukturer i højden.
Direktør Andreas Krickhahn Larsen besvarer her fire spørgsmål om, hvem EasyInspect er, hvad der optager dem netop nu, og hvilke fordele de ser ved at være medlem af DI Digital.
Vores kunstige intelligens kan på blot én dag gennemgå det samme antal billeder af skader, som det vil tage et menneske på fuldtid et år at gennemgå. Andreas Krickhahn Larsen, direktør, EasyInspect
Hvad optager jer netop nu?
Der er kommet en stigende interesse for vores platform fra større infrastrukturforvaltere rundt om i verden, hvorfor vi arbejder på at indgå samarbejder med disse. Det er specielt inden for broer, veje og jernbaner, og derfor er vores fokus på at finpudse vores kunstige intelligens til at detektere skader på netop disse objekter.
Målet er at reducere inspektionsomkostningerne betydeligt ved at automatisere så meget af processen som muligt. Vores kunstige intelligens kan på blot én dag gennemgå det samme antal billeder af skader, som det vil tage et menneske på fuldtid et år at gennemgå.
Hvad ser I som jeres største mulighed i de kommende år?
Vi ser, at de forskellige teknologier er ved at være modnet, både inden for drone-hardwaren og kunstig intelligens.
De større virksomheder og offentlige institutioner ønsker at optimere deres drift, og er ved at få øjnene op for mulighederne med teknologien, hvorfor timingen er den helt rette for os.
I øjeblikket arbejder vi sammen med en række infrastrukturforvaltere om at reducere inspektions-omkostningerne af bro-konstruktioner i Danmark og Europa ved at benytte droner og vores platform. Efter at have fået valideret vores platform hos flere af vores kunder, har det åbnet døre rundt om i verdenen hos andre forvaltere af bro-konstruktioner.
Hvad ser I som jeres største udfordring i de kommende år?
Da vi primært beskæftiger os med inspektionsdata fra droner, er vores succes afhængig af en lempelig drone-lovgivning, som gør det muligt at udføre de ønskede inspektioner uden for meget besvær ved at skulle indhente en masse tilladelser.
I Danmark har vi en lovgivning som nok er lige til den stramme side, hvis vi sammenligner med lande som f.eks. Schweiz. I Danmark må et menneske ikke komme tættere end en radius på mellem 7,5-50 meter fra dronen uden, at du skal indhente samtykke fra denne. I Schweiz må du frit overflyve mennesker, så længe det ikke er en forsamling på mere end 25 personer.
Der er ved at blive udarbejdet et fælles Europæisk regelsæt som alle medlemslande skal efterleve, så vi håber på, at reglerne ikke bliver alt for stramme.
Hvordan kan DI Digital bidrage til jeres forretningsudvikling?
DI Digital er et stærkt netværk af både potentielle kunder og eventuelle samarbejdspartnere. Vi kan lære meget af de medlemmer hos DI Digital, som allerede har gennemgået den rejse vi er ved at bevæge os ud på. Vi vil derfor gerne sparre så meget som muligt med andre B2B SaaS-virksomheder. DI Digital kan også hjælpe os med at åbne døre til potentielle kunder inden for erhvervslivet og den offentlige sektor.
Månedens medlem
For at give et indblik i virksomhedernes verden udvælger vi hver måned en virksomhed, vi sætter fokus på. Medlemmet får fire skarpe spørgsmål og fortæller om, hvad der optager dem netop nu.
Få et overblik over, hvem der tidligere har været månedens medlem her.