26.03.19 DI Digital Nyheder

RISMA Systems

Blandt DI Digitals mere end 350 medlemmer er der mange forskellige virksomheder. Hver og en virksomhed byder på noget unikt og interessant. Månedens medlem i maj 2019 er RISMA Systems, som er en softwarevirksomhed, der leverer IT-løsninger.

Vi har spurgt Lars Nybro Munksgaard, CEO hos RISMA Systems, om hvad der optager dem, og hvilke udfordringer de står overfor.

Hvad optager jer netop nu?

Vi er i gang med at udrulle en løsning, der sætter alle rådgivningsvirksomheder i stand til at IT-understøtte alle deres complianceprojekter. Vi stiller en softwareramme til rådighed, hvori konsulent- eller advokatvirksomheden selv kan færdiggøre løsningen. Det kombinerer fleksibiliteten fra Excel med styrkerne fra software designet til compliance. Vi har store forventninger til dette. De rådgivningshuse, vi har talt med, har taget utroligt godt imod ideen, og har allerede bragt os i spil for flere af deres kunder.

Det er en gammel sandhed, at 90% af et projekts succes afhænger af, hvor god man er til at eksekvere de planlagte ændringer. Det er det, RISMA Systems kan hjælpe med. Lars Nybro Munksgaard, CEO, RISMA Systems

Styrken ved denne løsning er, at rådgivningsvirksomhederne kan digitalisere deres leverance, tilbyde efterfølgende kontrol af kundens implementering af anbefalingerne samt øge deres effektivitet. For kunden betyder dette, at de får et redskab, som kan hjælpe dem med at sikre at aftalte ændringer rent faktisk bliver udført, samtidig med at de sparer ressourcer.

Det er en gammel sandhed, at 90% af et projekts succes afhænger af, hvor god man er til at eksekvere de planlagte ændringer. Det er det, RISMA Systems kan hjælpe med.

Vi tror, at det i fremtiden bliver et konkurrenceparameter for rådgivningsvirksomheder, at man kan tilbyde kunderne software, der effektiviserer implementeringsprocessen. Dette kan vi, som nogen af de første, hjælpe rådgivningsbranchen med – uanset hvilken type rådgivningsprojekt, der er tale om.

Kort om RISMA Systems

RISMA Systems er en dansk softwarevirksomhed, der leverer IT-løsninger til at håndtere, dokumentere og følge op på alle typer af GRC-initiativer, heriblandt overholdelse af gældende lovgivning og ISO-standarder, samt risikostyring og finansielle kontroller. De hjælper organisationer med at sikre medarbejderinvolvering i complianceprocesserne og få et overblik, der giver større tryghed og et bedre beslutningsgrundlag. 

 

Hvad ser I som jeres største mulighed i de kommende år?

Vi mener, at vi har en af markedets bedste og mest brugervenlige GRC-løsninger. Det understøttes af vores kundefeedback og vores meget høje fastholdelsesprocent. Vi oplever, at vi bliver valgt, hver gang vores løsning holdes op mod andre leverandørers – også i tilfælde, hvor kunden er startet med 20-40 potentielle leverandører fra ind- og udland.

At have en af de bedste og mest brugervenlige GRC-løsninger er en forudsætning for vores ønske om at blive det foretrukne leveranceværktøj for store og små rådgivningsvirksomheder. Vi forventer, at det er det forretningsområde, der vil drive det meste af vores vækst i de kommende år.

Hvad ser I som jeres største udfordring i de kommende år?

En af vores nuværende udfordringer er at sprede kendskab til vores løsning og dens fordele. I de første fem år har udvikling af vores produkt i samarbejde med kunderne været det væsentligste fokusområde. Nu føler vi, at vores software er der, hvor det skal være, så nu ligger vores primære udfordring på markedsføring og salg.

En anden udfordring er kvalificering af nye medarbejdere - hvilket de fleste vækstvirksomheder nok kan nikke genkendende til. Vores årlige omsætning er vokset med mere end 100% hvert år siden etableringsåret i 2014. Hvis vi lykkes med det nye forretningsområde, vil vi i fremtiden også skulle håndtere en betydelig vækst.

Økonomien har vi styr på. Både vores CEO og bestyrelsesformand er gamle forsigtige revisorer, og vi har en kapitalstærk ejerkreds. Et område, der uundgåeligt kommer under pres i en vækstfase, er imidlertid HR og virksomhedskultur. Vi har været heldige at have nogle meget dygtige medarbejdere og uden dem, var vi aldrig nået hertil. At fastholde og motivere dem og fortsat at tiltrække højt kvalificerede og engagerede medarbejdere er et område, vi prioriterer meget højt.

Hvordan kan DI Digital bidrage til jeres forretningsudvikling?

Vi er rigtigt glade for medlemskabet af DI. Vi har allerede modtaget rådgivning i en konkret sag, og via adgang til netværk og arrangementer i DI Digital og DI Handel håber vi at skabe mere kendskab til RISMA Systems og vores produkt.

Månedens medlem

For at give et indblik i virksomhedernes verden udvælger vi hver måned en virksomhed, vi sætter fokus på. Medlemmet får fire skarpe spørgsmål og fortæller om, hvad der optager dem netop nu.

Få et overblik over, hvem der tidligere har været månedens medlem her.

Relateret