DI Digital Nyheder

Digital guide til Folkemødet 2018

Under temaet ”Danmark på arbejde – flere hænder og hoveder” sætter DI’s arrangementer på Folkemødet i år særligt fokus på arbejdskraft og kompetencer. Her er vores anbefaling til et digitalt Folkemøde anno 2018.

DI indtager fra torsdag til lørdag Klostergaarden i Allinge, og afholder en række spændende arrangementer. Det kommer blandt andet til at handle om, hvordan vi sikrer arbejdskraft til fremtidens digitale jobmarked.

"Vi deltager som sædvanligt aktivt i en bred række eksterne arrangementer og aktiviteter på Folkemødet. Vi har her udvalgt nogle af de vigtigste tech-arrangementer, som du ikke må gå glip af, hvis du vil inspireres, bidrage eller deltage i diskussionen om, hvordan vi løser morgendagens problemer i en digital verden,” siger Christian Hannibal, fagleder for digitalisering i DI.

Torsdag den 14. juni

13.00-14.00: Mangel på it-folk - hvad gør vi?
B19 – Strandvejens debattelt
Kom og hør direktør i DI, Lars Frelle-Petersen, diskutere kompetencer med bl.a. den nye udd.- og forskningsminister Tommy Ahlers og adm. direktør i Microsoft Development Center Copenhagen, Charlotte Mark. Temaet bliver, hvordan vi sikrer et match mellem uddannelse og arbejdsmarked i den digitale verden.

17.30-18.15: Disruptionrådet LIVE i Klostergaarden
Gårdhaven, Klostergaarden, Allinge
Fem medlemmer af regeringens Disruptionråd, inklusivt adm. direktør I DI Karsten Dybvad og formand for DI Digital André Rogaczewski, diskuterer hvordan vi sikrer, at teknologien bliver vores tjener og ikke omvendt.

Fredag den 15. juni

12.15-13.00: Skaber digitalisering fremskridt for mennesker med handicap?
J3 - Europabevægelsen
Microsoft og Europabevægelsen inviterer til dikussion om, hvad standarder og EU kan gøre for mennesker med handicap, og hvilken rolle digitalisering spiller. MEP Morten Løkkegaard og Government Affairs Director for Microsoft Danmark Anders Thomsen sidder i panelet. Fagleder i DI Christian Hannibal er ordstyrer.

13.30-14.30: Datadeling: truer effektivisering borgerens datasikkerhed?
J31 - #Faktaboksen
Danmarks Statistik inviterer til debat om datasikkerhed med DI, Dansk IT, DataEthics, Juridisk Institut på Aarhus Universitet.

14.45-15.25: Hvordan bidrager FinTech til at løse samfundets udfordringer? 
K9 – Tænketanken 
Med blockchain, AI og biometri kan vi løse fremtidens udfordringer, men skal vi være påpasselige? Lars-Frelle Petersen diskuterer muligheder og udfordringer ved FinTech med Forbrugerrådet, Nets, EY, Spar Nord og Kammeradvokaten.

Lørdag den 16. juni

11.00-11.45: Digitalisering for alle
C4 – Medieteltet – Radio Folkemødet
Fagleder i DI Christian Hannibal deltager i et panel, der skal diskutere hvordan digitaliseringen kan komme alle danskere til gode i stedet for at skabe kløfter imellem os.

11.45-12.30: Ledelseskompetencer i industri 4.0 - ikke business as usual
C25 - Ledelsesscenen
Industri 4.0 byder på grundlæggende forandringer på både samfunds- og forretningsniveau. Hvad betyder de forandringer for ledelsesopgaven? DI deltager i diskussionen sammen med direktører fra KL, Digitaliseringsinstituttet, Forsvarets Efterretningstjeneste, Qvartz og SAS Institute.

13.30-14.15: Er vi klar til en ny tids trusler? 
Gårdhaven, Klostergaarden, Allinge 
I selskab med bl.a. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og chef i Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen afholder DI en diskussion om, hvordan vi håndterer den seriøse cybertrussel Danmark står overfor i dag.

14.15-15.00: Kan du stole på det offentlige - og vil du dele dine data?
Havestuen, Klostergaarden, Allinge
Er manglende tillid til det offentlige en hindring for udnyttelse af ny teknologi? Og hvad er pressens rolle? Direktør i DI, Lars Frelle-Petersen diskuterer datasikkerhed i Havestuen på Klostergaarden.

DI's Industri-bar

Fredag aften fra 19.30-22.00 ses vi i DI’s Industribar i Klostergaarden. Kom i god tid, der plejer at være fyldt helt op.

”Vi glæder os til at snakke digitalisering med jer på Klostergaarden og ude til de forskellige debatter. Vi ses snart på Solskinsøen!” skriver Christian Hannibal.

Relateret