26.10.18 DI Digital Nyheder

Ny strategi kan gøre Danmark til fyrtårn for kunstig intelligens

Regeringen lancerede i tirsdags en ny strategi om en offentlig digital service i verdensklasse. Blandt andet vil regeringen lave en strategi for kunstig intelligens ligesom Frankrig offentliggjorde deres tidligere på året. Det er rigtig gode nyheder, mener Christian Hannibal i denne kommentar.

Regeringen lancerede i tirsdags en ny strategi  om en offentlig digital service i verdensklasse. Det er en omfattende strategi med mange interessante initiativer.

Blandt andet vil regeringen lave en strategi for kunstig intelligens ligesom Frankrig offentliggjorde tidligere på året. Det er rigtig gode nyheder, for kunstig intelligens er jo ikke noget fra en science film. Det er en teknologi, der kan gøre både virksomheder og det offentlige hurtigere og bedre. Potentialet er enormt, da det kun er 5 pct. af virksomhederne, der bruger det. Vi skal have flere virksomheder med, og vi skal have det offentlige med.

Kunstig intelligens skal sikre, at vi bruger ressourcerne rigtigt
Målet er ikke, at vi kan blære os med at være i den teknologiske avantgarde. Det handler ikke om digitale vuggestuer og tilfældig kærlighed, som Kim Larsen sang. Målet er en offentlig sektor, der tilbyder bedre service til borgere og virksomheder ved at bruge teknologien. God velfærd og digitalisering hænger sammen, fordi digitalisering kan sikre, at vi bruger ressourcerne rigtigt.

410 mio. kr. i investeringsfond
Derfor er det også godt, at det offentlige går sammen om en digitaliseringspagt, og samler 410 mio. kr. i en fælles investeringsfond. Der er ingen tvivl om, at en digital offentlig sektor i verdensklasse kræver investeringer, så det er en god start. Nu mangler vi bare, at kronerne bliver til lidt flere, og pagten lidt større, så vi sammen kan skabe fremtidens digitale velfærdssamfund.

For vi er ganske vist lige blevet kåret til verdens bedste land til offentlig digitalisering. Men det er ingen garanti for, at vi også er det fem eller ti år. Den nye strategi er dog et skridt i den rigtige retning.

Relateret