20.12.18 DI Digital Nyheder

Tak for i år - vi glæder os til 2019

Læs ugens kommentar fra direktør Lars Frelle-Petersen

2018 har været et begivenhedsrigt år. Selv tiltrådte jeg den 1. marts som direktør i DI med ansvar for digitaliseringsområdet. Jeg vil gerne kvittere for den gode modtagelse fra alle. Det har været utrolig spændende at lære alle jer medlemmer bedre at kende. Og der bliver heldigvis flere af jer – altså medlemmer. Vi har i DI Digital fået 100 nye medlemmer i 2018. Det er vi både stolte og ydmyge over, og vi glæder os til at skabe viden, indflydelse og netværk for branchen også i det nye år.

På den digitaliseringspolitiske front vil vi bl.a. huske 2018 som året, hvor der blev afsat en digitaliseringsmilliard til Danmarks første samlede strategi for digital vækst, hvor vi fik det første teleforlig siden 1999, hvor vi fik en ny strategi for digital service i verdensklasse og hvor GDPR, hackinger og manglende cybersikkerhed fyldte på dagsordenen.

I 2019 kommer vi i DI bl.a. til at fokusere på, hvordan digital læring kan løfte vores kompetencer, på nye samarbejder om digitalisering inden for life science, på ny national strategi for kunstig intelligens, og på hvordan vi kan få gjort Danmark til et land, hvor ikke blot digitalisering, men også digital ansvarlighed er i højsædet.

Derfor er det også vigtigt, at der i 2019 skal være to valg. Ét til Europa-Parlamentet i maj og ét til Folketinget, der skal afholdes senest i juni. Selv om det måske er for meget at håbe på, at digitalisering bliver et hovedtema, har vi en bunden opgave: vi skal tage den politiske debat om, hvordan vi kan bruge teknologien til at løfte samfundet. Vi skal turde tale om, hvad der skal til for, at vi kan blive et endnu bedre land ved at bruge de teknologiske muligheder – både i den offentlige sektor og i virksomhederne. Og blive bedre til at gøre det i offentlig-privat samarbejde. Og vi skal sætte handling bag ordene. Vi skal turde uddanne og tiltrække de dygtigste talenter, skabe flere nye virksomheder og få flere til at vokse sig store.

Der bliver masser at tage fat på, og vi starter året stærkt. Derfor håber vi at møde både samarbejdspartnere, nye og gamle medlemmer til vores nytårskur den 8. januar. Der er rekordmange tilmeldte, men du kan stadig nå at tilmelde dig her. 

Vi håber at se så mange af jer, som muligt og ønsker jer god jul og godt nytår.

 

Relateret