31.01.19 DI Digital Nyheder

Du kan skabe fremtidens it-arbejdskraft - tag en lærling

Læs ugens kommentar fra digitaliseringspolitisk chef, Christian Hannibal

Det er efterhånden en velkendt sag, at der mangler arbejdskraft med digitale kompetencer. Den nemmeste måde at få løst et problem er nu engang selv at tage fat på problemet. Derfor opfordrer vi DI’s medlemmer til at tage en it-lærling og give et lille nap med til at skabe den arbejdskraft, der skal til.

Vi afholder i løbet af vinteren fem it-lærlingemøder rundt om i landet, hvor en række spændende virksomheder fortæller, hvad de får ud af at have lærlinge. Første møde løb af stablen tirsdag i denne uge hos Grundfos i Bjerringbro. Her fortalte både Grundfos og Kamstrup om, hvordan det at have lærlinge, betyder både sorte tal på bundlinjen, medarbejdere med nye ideer og gå-på-mod samt direkte adgang til de bedste færdigudlærte datateknikere.

Mange af de virksomheder, som i dag oplærer it-lærlinge har rødder som elektronikvirksomheder. Det gælder fx Grundfos og DEIF, som begge lægger hus til møderne om it-lærlinge. Her er man vant til at have lærlinge inden for andre fagligheder, som fx elektronikteknikere eller smedelærlinge. Måske derfor kommer det mere naturligt, at man selvfølgelig også uddanner lærlinge på it-området.

Mange it-virksomheder har ikke samme tradition. Derfor håber vi at inspirere flere til at finde ud af, hvilke opgaver en datateknikerlærling måske vil kunne løse. Måske er der dele af de opgaver, som virksomhedens it-udviklere med en lang videregående uddannelse laver, som lige så godt kunne varetages af en datatekniker(lærling).

Hvis man er en mindre virksomhed, og er i tvivl om, hvorvidt man f.eks. har arbejde nok til én it-lærling, så skal man tage fat i skolerne. Nogle gange skal der måske flere virksomheder til at uddanne dem, og ellers kan skolepraktik løfte de fagområder, man ikke selv har i virksomheden.

Ved at tage lærlinge ind, kan man være med til at forme deres kompetencer lige fra starten af.  På vores møder rundt i landet kan du blive klogere på hvordan, og hvorfor det giver mening at tage en it-lærling. Dansk erhvervsliv skal tage ansvar for selv at skabe den arbejdskraft, vi har brug for i virksomhederne.

Tilmeld dig til et af vores morgenmøder, hvor du får en kort introduktion til det at have lærlinge og de arbejdsfunktioner, som de vil kunne indgå i.

Fakta

En datateknikerlærling er enten specialiseret i programmering eller infrastruktur, og en it-supporter, som er den korteste af erhvervsuddannelserne inden for it, er i sagens natur specialiseret i it-support. Hvor mange andre erhvervsuddannelser kan have svært ved at tiltrække de unge, så har rigtig mange unge fattet interesse for at arbejde med it og data. Så selvom flere virksomheder end tidligere tager elever ind, er der i dag mange lærlinge, som er i skolepraktik, fordi de ikke kan få plads hos drømmevirksomheden.
Læs nærmere om uddannelserne her

Relateret