14.02.19 DI Digital Nyheder

Gennembrud i EU-forhandlinger om nyt ophavsretsdirektiv

I går aftes blev hovedpunkterne i aftalen om det nye ophavsretsdirektiv offentliggjort. Vi mener, at det er positivt, at EU-reglerne for ophavsret bliver opdateret, og at det er fair, at rettighedshavere skal beskyttes bedre online. Men direktivet er ikke uden bekymringspunkter.

Efter to års intense forhandlinger blev Europa-Parlamentet, EU’s medlemslande og Europa-Kommissionen i går enige om en reform af EU’s ophavsretsregler. Aftalen indeholder en række forslag, som bidrager til en bedre online beskyttelse af rettighedshaverne, men aftalen risikere at ramme for bredt og svække videndelingen på nettet.

  • Det er positivt at få opdateret de fælles EU-regler for ophavsret til en digital tidsalder. De kreative branchers ophavsrettigheder skal beskyttes bedre online. Og det nye direktiv pålægger netop, at digitale platforme, som indeholder eksempelvis nyheder, film og musik, skal være sikre på at have tilladelse fra rettighedshaverne, hvis de videreformidler indholdet. Det, mener vi, er helt rimeligt. Vi støtter også formålet med at forbedre rettighedshavernes forhandlingsposition i forhold til de store platforme, når rettighederne skal forhandles, siger seniorchefkonsulent Søren Cajus, Dansk Industri.
  • Vi er dog bekymret for, om direktivet rammer for bredt og pålægger alle typer af digitale platforme – som for eksempel online-dating, crowdfunding og deletjenester - nye krav om at overvåge og fjerne indhold fra brugere, der bryder med de nye ophavsretsregler. Vi havde hellere set, at reglerne fokuserede på de platforme, der er skabt med henblik på at vise indhold såsom musik, film og nyheder med ophavsret.
  • EU vil have, at platformene får ansvaret for, at ophavsretten overholdes. Men det er i praksis en umulig opgave for platformene fuldstændigt at sikre, at intet ophavsret-beskyttet indhold slipper igennem. Derfor at det vigtigt, at håndhævelsen af de nye regler kommer til at ske på et grundlag, som også praktisk kan håndteres af parterne. Vi mener, at rettighedshaverne fortsat skal have ansvaret for at give platformene besked om ophavsbeskyttet indhold.
  • Et andet bekymringspunkt er, i hvilket omfang at snippets – den ekstra tekst, som medfølger link på for eksempel søgetjenester – fortsat er undtaget ophavsret. Ifølge EU-direktivet gælder det individuelle ord og meget korte uddrag, men det er uklart, hvad det betyder i praksis. Vi er bekymrede for, om videndeling via eksempelvis søgetjenester svækkes med de nye regler.
Relateret