DI Digital Nyheder

Mens vi venter på 5G-handlingsplanen

Læs ugens kommentar fra Digitaliseringspolitisk chef, Christian Hannibal.

På mandag vil energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) præsentere regeringens længe ventede 5G-handlingsplan. Handlingsplanen er vigtig, fordi 5G er en essentiel del af Danmarks fremtidige digitale infrastruktur. 5G har potentialet til at løfte det digitale Danmark et niveau op – og give danske virksomheder mulighed for at lade deres produktion, logistik og innovation mv. nå nye højder.

F.eks. kan augmented reality med 5G bruges på farten i ambulancer eller for udekørende personale ved reparationer til at modtage og sende billeder med højhastighed og uden forsinkelse. Sensorer, billedgenkendelse og 3D-scanning kan udbredes og forbindes med 5G og give muligheder, vi ikke kan forudse i dag.

En vigtig del af 5G er faktisk, at standarden også er målrettet Internet of Things (IoT). IoT bruges i dag i 35 % af danske virksomheder, og med 5G vil virksomhederne kunne sende mere data, hurtigere og på farten. Markedspotentialet for 5G er her derfor allerede. Derfor håber vi i DI, at handlingsplanen vil sætte et punktum for den efterhånden ret lange politiske snak om rammebetingelser for 5G og være startskuddet til, at vi nu kan komme i gang.

Opgaven er, at 5G skal rykkes væk fra Christianborg og ud i erhvervslivet og kommunerne.

Derfor er det vigtigt, at vi får en ambitiøs handlingsplan. Fra DI’s side håber vi især, at planen kommer til at:

  • gøre det mærkbart nemmere at udrulle 5G-infrastrukturen
  • satse på, at få det brede erhvervsliv til at bruge teknologien
  • sikre, at midler fra kommende frekvensauktioner kan bruges til at løfte teknologianvendelsen i hele samfundet.

 Hvis handlingsplanen er skruet rigtig sammen, kan det give danske virksomheder et løft for Danmarks konkurrenceevne.

Relateret