04.11.19 DI Digital Nyheder

Biometric Solutions tildeles DI Hovedstadens Initiativpris 2019

DI Hovedstadens Initiativpris går til Biometric Solutions, der med særligt mod og virkelyst har skabt en skalerbar forretning i eksponentiel vækst. Dertil er Biometric Solutions et godt eksempel på, hvordan private leverandører kan samarbejde med den offentlige sektor.

Biometric Solutions er en innovativ dansk virksomhed med internationale ambitioner, der leverer digitale identifikations-løsninger til en lang række offentlige institutioner. Deres identifikationsløsninger er særligt kendt for deres design og brugervenlighed, og de er udviklet i tæt dialog med de offentlige kunder.

Du har med en vis sandsynlighed oplevet innovationen hos en af de mange kommuner, hvor borgere via online selvbetjening kan starte ansøgninger om pas, kørekort og ID-kort. Derefter kan Borgerservice i en hurtig og enkel sagsgang ekspedere borgeren, herunder tage pasfotos, fingeraftryk og optage underskrift. Den ikoniske, hvide “fotostander” er i hvert fald én man husker.

Her ses en Biometric station, hvor borgere kan få taget pasfoto, fingeraftryk og digital signatur under opsyn af en medarbejder.

Foto:Biometric Solutions

Biometric Solutions løsninger har siden Alex Ramskov Johannsen og Malte Gormsen startede virksomheden i 2011 skabt imponerende resultater med en vækstrate, der har været tæt på 50% hvert år siden 2014.

Denne flotte vækstrate har bl.a. ført til 4x gazellekåringer af Børsen samt international anerkendelse med sin placering på Financial Times’ top 1000-liste over hurtigst voksende virksomheder i Europa.

"Initiativprisen gives til en mindre eller mellemstor virksomhed, der har skabt et godt grundlag for vækst gennem initiativ og særlig virkelyst. Et særligt kriterie for dette års initiativpris handler om mod til skalering: Det handler om evnen og modet til at skabe nye muligheder på et tidligt tidspunkt, som gør at virksomheden står bedre rustet til at gribe fremtiden", siger Poul Skadhede, formand for DI Hovedstaden.

Biometric Solutions planlægger at skalere til det europæiske marked i de kommende år.

Læs mere om Biometric Solutions.

Relateret