17.12.19 DI Digital Nyheder

Tak for i år – vi ses i 2020

Læs ugens kommentar af digitaliseringspolitisk chef, Christian Hannibal.

Endnu et år lakker mod enden på den digitale scene. Men det er også afslutningen på et årti i digitaliseringens tegn.

Der er meget vi kan tage med os fra 2010’erne, men hvert årti adskiller sig fra det tidligere. Og hvis 2010’erne var præget af tech-begejstring med Disruptionråd og digitale ambitioner, kan man frygte, at pendulet ryger den modsatte retning og bliver tech-skeptisk. Det er den tankegang, som børne- og undervisningsministeren præsenterede i denne uge, da hun erklærede, at der skulle flere bøger og færre skærme i skolen.

Der må vi have det modne synspunkt: Skærme er ikke altid bedre end bøger. Men bøger er altså heller ikke altid bedre end skærme. Teknologien kan – når den bruges rigtigt – give bedre læring, sundhed, arbejdspladser, grønnere klima og hurtigere, dygtigere og bedre virksomheder. Det må vi holde fast i.

For 2010’erne har været et årti, hvor vi har set store og små virksomheder digitale virksomheder blomstre op. To af de seneste danske virksomheder til at få mere end 1000 medarbejdere – Systematic og Netcompany - er digitale virksomheder, der for alvor satte turbo på væksten i det forgangne årti.

Samtidig har masser af nye digitale virksomheder fået fodfæste. Virksomheder som Tradeshift og Zendesk har trådt deres digitale barnesko i Danmark og siden erobret verden. Der er opstået også helt nye under brancher – fra frembrusende fintech til rivende robotter.

Og et væld af traditionelle virksomheder har kastet sig over de digitale værktøjer og udviklet deres produkter og forretningsmodel gennem digitalisering, IoT, kunstig intelligens, big data m.m.

Vi har også set en offentlig sektor, der har taget digitaliseringen til sig i et omfang, så Danmark bliver kåret til Verdens mest digitale land.

Det er den historie om Danmark som landet, hvor gode digitale idéer fødes og bliver til virkelighed, vi skal skrive nye kapitler til i 2020’erne. Jeg tvivler ikke på, at det bliver kapitler om en digital branche, der tager ansvar for at løse vort samfunds udfordringer.

Til slut vil jeg blot sige tak for i år til alle vores gode samarbejdspartnere – politikere, pressefolk, embedsmænd, og organisationsfolk. Vi er glade for alle de ting, vi får rykket på sammen.

Men først og fremmest tak til alle vores medlemmer. Store, små og mellemstore. Nye og gamle. Fra alle dele af landet. I er en daglig inspiration og vi glæder os til samarbejdet i 2020’erne. Forhåbentlig ses vi allerede til vores nytårskur den 7. januar.

God jul og godt nytår.

Simon Klinzing Nielsen
Skrevet af:

Simon Klinzing Nielsen

Relateret