DI Digital Nyheder

Danmarks digitale førerposition er truet – vi skal i arbejdstøjet

Læs ugens kommentar af Digitaliseringspolitisk chef, Christian Hannibal

Den 6. marts offentliggjorde regeringen deres årlige redegørelse for digital vækst. Vi klarer det stadig godt i Danmark, men andre lande, haler ind på os. Det betyder, at vores konkurrenter bliver stærkere. Det betyder, at deres samfund bliver mere attraktivt for fremtidens dygtigste it-medarbejdere at arbejde i. Vi har sagt det før – vi siger det igen: det er tid til at sætte ny turbo på Danmarks digitalisering.

Det er bekymrende, at Danmarks status som digitalt foregangsland er truet. Det er ikke den digitale førsteplads, vi går op i. Vi går op i, at vores virksomheder er foran i konkurrencen og til det formål er digitalisering et uundværligt værktøj, fordi det gør virksomhederne hurtigere, dygtigere og bedre. Det er også gennem teknologien, vi kan sikre fremtidens brugervenlige velfærdsløsninger fra den offentlige sektor fx indenfor sundhed, uddannelse, transport og miljø.

Der er nye nationale strategier for bl.a. kunstig intelligens og robotter på vej, som kan – hvis ambitiøse nok – sætte ny turbo på den digitale udvikling. Danmark skal blive en nation, man kigger til – og flytter til – for at arbejde med de nye teknologier og fremtidens techløsninger. Det kræver ambitioner, vilje og investeringer.

Manglen på digitale kompetencer er stadig et stort, uløst problem. Vi efterlyser en samlet strategi fra første dag i folkeskolen til sidste dag på arbejdsmarkedet, for det er livslang læring, der er kodeordet. Mange af DI’s medlemmer tager selv ansvar for udviklingen ved blandt andet af efteruddanne deres medarbejdere og skabe flere praktikpladser ude i virksomhederne, så unge mennesker kan færdiggøre deres uddannelse i fx datamatiker i den virkelige verden og langt fra skolebænken – og vores virksomheder kan få gavn af deres arbejdskraft tidligt og trygt.

Men det løser ikke hele problemet. Langtfra. Vi støtter regeringen i, at der skal investeres i flere uddannelsespladser på det digitale område. Men vi skal også blive bedre til at lære af hinanden gennem flere offentlig-private partnerskaber om fælles løsninger for samfundets teknologiske udvikling, og vi skal skabe og fastholde innovationsmiljøer indenfor vores styrkepositioner – fx sundhed, lifescience, uddannelse, miljø, forvaltning og administration – så fremtidens dygtige medarbejdere vælger Danmark som arbejdsland i stedet for vores nabolande. Det kræver knofedt fra både det offentlige og det private.

Det bliver en bunden opgave for en kommende regering at sætte nye milepæle for digitaliseringen af Danmark, så vi kan styrke og ikke miste den konkurrencefordel, vi har i dag. Vi ser frem til at deltage på regeringens digitale topmøde den 14. marts, hvor vi kan få sat Danmark op i næste digitale gear.

Relateret