DI Digital Nyheder

Digitaliseringens hemmelige helte

Læs ugens kommentar fra Digitaliseringspolitisk chef, Christian Hannibal

Digitalisering fylder med god grund meget i medierne og på Christiansborg. 

I den seneste valgperiode er der blandt andet indgået et teleforlig, et medieforlig, et forlig om digital vækststrategi, en aftale om cybersikkerhed. Der er lanceret en strategi for kunstig intelligens og flere strategier om offentlig digitalisering på en lang række velfærdsområder. Det er alt sammen positivt, for selvfølgelig skal teknologi, der fylder så meget i vores hverdag og vore virksomheder, også fylde på Christiansborg. 

Men ét fokus mangler i al den meget snak om IoT, 5G, industri 4.0 og digitalisering. Og det er de avancerede elektroniske komponenter, som sensorer, antenner og målere, og hvor de kommer fra. Den elektronik, som spiller en nøglerolle i alt fra intelligente vindmøller til robotter, smartphones og velfærdsteknologi. En helt simpel betragtning: Uden things er der ikke noget internet of things. 

Nogle tænker måske på elektronik som noget, der er made in China. Det er bestemt ikke hele sandheden. Danmark eksporterede sidste år for næsten 25 mia. kr. Alligevel fylder elektronikken meget lidt i medierne – og i artikler om digital omstilling. Det handler selvfølgelig ikke om forfængelighed. Men omtale og opmærksomhed fra fremtidens digitale talenter hænger sammen. Så vi vil gerne gøre mere for at fortælle om elektronik, og hvorfor det er et spændende og uundværligt felt – også når man skal vælge studieretning.

  • Derfor afholder vi arrangement sammen med Zealand Business College for at få flere elektroniktalenter uddannet på Sjælland. Det handler også om at udveksle erfaringer om nye forretningsmuligheder med elektronik.
  • Sammen med vores kolleger fra DI Energi ser vi på IoT-løsninger mv. i forsyningsbranchen den 4. april hos Mjølner Informatics
  • Den 5. april holder vi Tech Talk med fokus på IoT, 5G og AI hos InQvation, som er en IoT-hub for tech-iværksættere. 
  • Vi har også et roadshow på vej i hele landet, hvor virksomheder fra alle brancher, kan blive inspireret til at anvende IoT, 5G og elektronik i deres forretning
  • Den 7.- 9. maj er DI Digital medarrangør af messen Electronics of Tomorrow, der afholdes i Herning. Her vil der være mulighed for at vise elektronikløsninger til besøgende fra hele verden. 
  • Til efteråret den 29-31. oktober laver vi sammen med Udenrigsministeriet et eksportfremstød i Barcelona , hvor der også er rig mulighed for at fremvise IoT-løsninger på rygraden af god, dansk elektronik. 

Elektronikken er en en helt central motor i vores digitale omstilling – vi vil gøre vores til, at der kommer større fokus på det, fra Christiansborg til Christiansfeld.

Relateret