DI Digital Nyheder

Kan digitalisering redde verden?

Læs ugens kommentar fra digitaliseringspolitisk chef, Christian Hannibal.

Der er vist ikke mange, der tvivler på, at vi står overfor globale udfordringer. Udfordringer af en størrelse, som får – og allerede har – store konsekvenser for den måde, vi lever på, udvikler samfundet på og driver virksomhed på. Derfor er alle verdens lande gået sammen om 17 verdensmål for at arbejde for en bæredygtig fremtid.

I morgen gør Folketinget status over Danmarks arbejde med verdensmålene ved en offentlig høring. Det er forventningen, at vi gør det godt – men at vi kan gøre det endnu bedre.  Ikke mindst ved at få alle vores virksomheder med.

I følge regeringens rapport: ”The Sustainable Development Goals – A World of Oppotunities for Danish Businesses”, er der et enormt forretningspotentiale i verdensmålene. Hele 400 milliarder kroner for danske virksomheder alene frem mod 2030. For det er klart, at bæredygtighed også skal være en god forretning, hvis det skal give mening for virksomhederne. Det, der er godt for Verden, kan også være godt for danske virksomheder.

De digitale virksomheder spiller også en central rolle i at realisere de 17 Verdensmål.

Nogen har fremhævet, at internettet er en klimasynder fordi der bl.a. bruges meget strøm til datacentre. Men vi skal huske, at den digitale omstilling sparer mange ressourcer og CO2. Et simpelt eksempel: For få år siden blev der udgivet 10 millioner telefonbøger om året. De er væk og erstattet af internettet.

Ligeledes: når brændeovnsproducenten tager brændeovnen ind i den digitale tidsalder og med sensorer og app-styring sikrer en mere miljørigtig forbrænding, vinder alle.

Samtidig kan teknologier bidrage til at løfte verdensmålene. Indbegrebet af blockchain er f.eks. tillid, åbenhed og transparens, som direkte kan bidrage til at løfte verdensmål, som reduktion af korruption (mål 16). Dansk mobilteknologi, som f.eks. lavet af Bluetown, kan levere viden og information til helt nye målgrupper (mål 9). Virksomheder, som Microsoft, mener, at AI kan være skelsættende i emner som klima, landbrug, biodiversitet og vand.

Så mulighederne er mange.

Hvis vi skal løse verdensmålene, kræver det intelligent brug af verdens ressourcer og effektivisering og innovation. Her kan digitalisering, digitale løsninger og nye teknologier være nøglen.

Hvis I gerne vil i gang med at arbejde strategisk med bæredygtig udvikling, har DI samlet inspiration, viden og konkrete værktøjer, så vi kan omsætte FN’s verdensmål til forretning. I DI Digital sætter vi i 2019 også ekstra fokus på dagsordenen – bl.a. i forbindelse med årets Folkemøde, øget fokus på bæredygtighed i offentlige it-udbud og -indkøb og case samling til inspiration.

Sammen kan vi vise, at filantropi og forretning hænger fint sammen.

Relateret