28.02.19 DI Digital Nyheder

DI’s Fintechpanel: Flere techtalenter til Danmark

Læs ugens kommentar fra direktør, Lars Frelle-Petersen.

Hvis Danmark skal lykkes med en førerposition indenfor tech-udviklingen generelt, skal vi være mere konkurrencedygtige på de økonomiske forhold. Danmark er på mange måder kommet på landkortet over samfund, hvor mulighederne for udvikling af nye løsninger på komplekse problemstillinger er store. Men det er en tæt global konkurrence, og tech-virksomheder placerer sig, hvor de har de bedste muligheder for at udvikle sig – der hvor de har bedst adgang til talenter. 

I går den 27. februar lancerede Copenhagen Fintech og DI’s Fintechpanel en række anbefalinger, der skal sikre Danmark som et velrenommeret hub for fintech-virksomheder. 

Danmark har med 230 virksomheder i december 2018 aldrig huset så mange fintechs som nu.

Det danske vækstmiljø er et trækplaster for udenlandske tech-eksperter, hvor der er mange lande om buddet, når de eftertragtede talenter skal udvælge sig en bejler, men hvor danske fintechs løber panden mod muren, når der skal hentes skarpe hoveder til landet. 

Anbefalingerne skal sikre, at fintech startups og vækstvirksomheder kan tiltrække og fastholde globale tech-talenter i Danmark. Det er et altafgørende fundament for fortsat vækst og arbejdsplader i Danmark. 

Blandt andet foreslår panelet, at bruttoskatteordning – også kaldet forskerskatteordningen – gøres mere tilgængelig for startups, så det bliver mere attraktivt at tage til Danmark og udleve sit techtalent.

Der er ingen tvivl om, at jagten på talent er hovedudfordringen, og det rummer nogle enorme perspektiver.

Det handler i sidste ende om, hvordan vi skaber flere holdbare virksomheder herhjemme, så Danmark har noget at leve af.

Alternativet til stærke tech-vækstmiljøer i Danmark er, at presset kommer fra – og de nye arbejdspladser ligger i – udlandet. Det er ikke godt for Danmark.

Relateret