15.08.19 DI Digital Nyheder

Danmark er en førende robotnation

Danmark er placeret på en sjetteplads over de mest robot-intensive lande i verden. Ser man bort fra bilindustrien er Danmark den førende robotnation i Europa. Det viser en analyse fra Dansk Metal.

Ifølge analysen er der fra 2008-2016 næsten sket en fordobling af antallet af robotter på danske virksomheder. I 2016 havde Danmark således 211 operationelle industrirobotter pr. 10.000 medarbejdere i fremstillings-sektoren. Til sammenligning havde USA 189 robotter, mens Sydkorea topper listen med 631 robotter pr. 10.000 medarbejdere.

- Robotter og automatisering er nøglen til, at danske virksomheder kan producere bedre, billigere og mere fleksibelt end deres udenlandske konkurrenter. Derfor er det glædeligt, at Danmark er i top, når det handler om at anvende robotter. Det er særligt gode nyheder i en tid, hvor virksomhederne har travlt og skriger på kvalificerede medarbejdere. Samtidigt er den danske robotklynge internationalt førende til at udvikle nye robotter til det globale marked. Det er en position, vi skal gøre alt for at fastholde og udvikle yderligere i de kommende år, siger Christian Hannibal, digitaliseringspolitisk chef hos DI.

Renses robotintensiteten for bilindustrien falder robotintensiteten betydeligt i mange lande. Det får Danmark til at rykke op på 4. pladsen over de mest robotintensive lande i verden og som nummer 1 i Europa. Der er dog fortsat et stykke op til de asiatiske frontløbere fra Sydkorea, Singapore og Japan.

Læs analysen fra Dansk Metal her.

Relateret