11.09.19 DI Digital Nyheder

Vestager skal gøre Europa til en digital stormagt

Den 1. november tiltræder Margrethe Vestager som både ny vice-kommissær og konkurrencekommisær i EU-kommissionen med ansvar for digitaliseringen af EU. Digitaliseringen af Europa er hermed for alvor sat i fokus.

Da Kommissionsformand Ursula von der Leyen i tirsdags præsenterede sin nye kommission, var det noget af en overraskelse, at Margrethe Vestager blev både vice-kommissær, ansvarlig for at lede et Europa ”Fit for the digital Age”, samt forblev konkurrencekommissær.

Dermed er digitalisering blevet et af de mest højtprioriterede opgaver i EU. Og med god grund. Digitalisering skaber nye muligheder og forandrer, hvordan vi producerer, handler, kommunikerer og skaber værdi. Digitalisering forandrer, hvad vi skal kunne som ledere og som medarbejdere.

I en brydningstid, hvor vi skal sikre vores konkurrenceevne i forhold til de digitale stormagter i både øst og vest, er det afgørende, at vi styrker den digitale industri i Europa. På den måde kan vi skabe vækst og arbejdspladser – og tilbyde borgerne flere og bedre digitale løsninger i Europa.

I Danmark er vi kendt for vores innovative virksomheder og digitaliseringsparate borgere og myndigheder. Vi har et godt udgangspunkt for at udvikle morgendagens bæredygtige løsninger på fælleseuropæiske udfordringer, og har allerede i dag mange svar på det svære.

Helt konkret skal Vestager bl.a. arbejde for:

  • En strategi for EU’s industrielle fremtid
  • Samarbejde mellem civile, forsvars- og rum-industrier
  • En ny SMV-strategi bl.a. med fokus på digitalisering
  • En EU-tilgang til kunstig intelligens med fokus på den etiske dimension, herunder se på anvendelsen af ikke person-data
  • En opgradering af reglerne for ansvar og sikkerhed på digitale platforme som en del af ”Digital Services act”
  • At koordinere arbejdet med en digital skat.

Disse opgaver kommer til at danne grundlaget for EU’s politik og økonomiske fremtid. Jeg har stor tillid til, at Vestager er den helt rigtige til at skabe de ønskede resultater, og vi ser i DI frem til at drøfte EU’s digitale fremtid med den nye kommissær.

Relateret