21.08.19 DI Digital Nyheder

Invitation til robot-træf i København

RoboCluster, Odense Robotics og Robotics Alliance inviterer hermed – i samarbejde med virksomheder i Hovedstadsområdet – til robot-træf i København d. 10. september.

De fleste forbinder den danske robotklynge med Odense og Fyn, som af mange grunde er blevet et fyrtårn for dansk robotindustri. Ikke desto mindre er der ganske mange virksomheder med aktiviteter inden for robotics, droner og automation i andre dele af landet, herunder også i Hovedstadsområdet og på Sjælland.

Sammen med en række initiativtagere ønskes det derfor at skabe et regionalt netværk for robotter, droner og automation – netop for virksomheder i Hovedstadsområdet og på Sjælland (Greater Copenhagen).

Gennem netværket ønskes det at supportere virksomheder og accelerere vækst inden for robotics, hvor virksomheder, medarbejdere, forsknings-, innovations- og uddannelsesinstitutioner kan mødes og udveksle idéer og erfaringer.

Der tages initiativ til:

  • Netværksaktiviteter målrettet robot-området
  • Særlige tilbud til robotics-iværksættere, f.eks. om at indgå i accelerationsforløb, forretningsmæssig coaching og adgang til finansiering
  • Branding af robotics i Hovedstadsområdet.

Fra initiativtagernes side ses netværket som en regional partner i Robotics Alliance, hvis formål er at sikre optimale rammebetingelser for branchen og skabe et landsdækkende økosystem for automation, robotter og droner i international klasse.

Robotics Alliance blev lanceret den 26. marts 2019 som et nationalt partnerskab på tværs af erhvervsorganisationer, innovationsnetværk, interessenter og virksomheder.

Relateret