30.01.20 DI Digital Nyheder

Gode nyheder: nye it-specialister på vej

Mange virksomheder har vanskeligt ved at rekruttere specialiseret it-arbejdskraft, men nu er der godt nyt til disse virksomheder. Med opstart af tre nye it-uddannelser på Aalborg Universitet vil der om nogle år stå flere it-specialister klar til at tage fat på at løse de mange opgaver med den digitale omstilling i de danske virksomheder.

AAU København har fået godkendelse af Uddannelses- og Forskningsministeriets til at oprette en bachelor- og kandidatuddannelse i software engineering og en kandidatuddannelse i cybersikkerhed. Bacheloruddannelsen i software engineering og kandidatuddannelsen i cybersikkerhed udbydes fra september 2020, mens kandidatuddannelsen i software engineering udbydes fra september 2023.

Det er der hårdt brug for. Både i it-virksomhederne i erhvervslivets andre sektorer, der over en bred kam digitaliseres i disse år, er manglen på it-specialister en stor barriere for at få mere ud af digitaliseringen.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at over halvdelen af virksomheder med mere end 10 ansatte, der prøvede at rekruttere it-specialister, havde vanskeligheder ved det. Blandt it-virksomhederne har 74 pct. af virksomheder med over 10 ansatte, der forsøgte at rekruttere it-specialister, haft rekrutteringsvanskeligheder.

Chefkonsulent i DI Digital Bo Wiberg glæder sig derfor over de nye tilbud:

Set fra virksomhedernes perspektiv er det en rigtig god nyhed, at AAU melder sig på banen med nye uddannelser på dette område. Efterspørgslen efter it-specialister er stor, og selvom der kommer mange dygtige it-kandidater ud fra universiteterne, kommer der langt fra nok. AAU’s initiativ kommer næppe til at løse hele problemet, men da der er hårdt brug for flere hænder, glæder vi os til at møde de nye kandidater, når de er klar. Bo Wiberg, Chefkonsulent

Interessen er for it-uddannelser er stor fra de studerendes side. I de senere år har universiteterne i flere tilfælde måtte afvise ansøgere til it-uddannelserne på grund af manglende kapacitet, derfor er dette tiltag et skridt i den rigtige retning.

Relateret