15.01.20 DI Digital Nyheder

Nej tak til forældet afgift på smartphones

Der kan være nye afgifter på vej til smartphones og computere, når kulturordførerne i disse uger drøfter blankmedieordningen. DI håber, at en løsning baseres på opdateret viden om danskernes kulturvaner – for de har rykket sig gevaldigt bare de sidste år.

Blankmedieordningen handler om, at der historisk har været en afgift på en række tomme – blanke – medier som CD’ere, DVD’ere og kassettebånd.

Afgiften er en kompensation til kunstnerne, når du som musikforbruger fx kopierede dine lovligt købte CD’er, lagde dem ind på din PC eller kopierede dem ned på en tom, blank CD, så yndlingspladen kunne ligge fast både i hjemmet og i sommerhuset.

Det var der utvivlsomt en del, der gjorde for nogle år siden. Det kalder man lovlig privatkopiering, og det skal kunstneren naturligvis kompenseres for. Det er historisk sket ved at pålægge en afgift, når du køber de blanke, tomme medier.

Før jul meddelte Kulturministeriet, at de tog sagen om lovlig privatkopiering op for at finde en model, der passer til et moderne digitalt marked for musik og film. Det er grundlæggende fornuftigt at sikre tidssvarende lovgivning.

Og det er netop kernen. Det skal være tidssvarende. Og danskernes digitale vaner ændrer sig dramatisk i disse år.

Når man taler om, at smartphones og computere bør betragtes som blanke medier, og derfor skal pålægges en afgift som kompensation for privatkopiering, afspejler det sandsynligvis ikke, hvad der rent faktisk finder sted hos forbrugerne, da streaming og abonnementsordninger er meget populære hos danskerne.

Derfor er det afgørende, at de politiske forhandlinger om blankmedieafgiften er baseret på opdateret viden om, hvordan almindelige danskere rent faktisk ser film og hører musik.

Det er også anbefalingen fra det tidligere Blankmedieudvalg, der undersøgte sagen i 2017. Det var dengang ikke muligt at nå en politisk aftale om sagen. Derfor prøver man nu igen.

Rapporten fra 2017 gjorde klart, at 83 % af danskerne ikke har privatkopieret ophavsretligt beskyttet indhold inden for de seneste 6 mdr. Rapporten findes her.

Siden da har markedet rykket sig markant med mere streaming og mindre privatkopiering generelt.

Vi bliver nødt til at se på, om den lovlige privatkopiering har nået et så lavt niveau, at det ikke giver mening at lægge afgift på hver eneste smartphone, spillekonsol og computer.

Vi skal lovgive efter, hvordan verden ser ud i dag, og ikke hvordan den så ud for tre år siden.
Ingen har glæde af afgifter på digitale kerneværktøjer som smartphones og computere for at løse et måske hypotetisk problem.

 

Relateret