(Billederettigheder: Getty Images)

13.10.20 DI Digital Nyheder

Robotter skal udbredes i langt flere brancher

En ny analyse fra DI Digital baseret på tal fra Danmarks Statistik viser et kæmpe gab mellem brancher, når det kommer til anvendelsen af robotter. Inden for industri anvender godt 40 pct. robotter, hvorimod det eks. kun er 2 pct. i bygge og anlæg. Flere SMV’er skal også hjælpes med at se potentialet i robotteknologi.

Robotterne vrimler i disse år ind på produktionsgangene hos flere og flere virksomheder i Danmark. DI Digitals analyse, som du kan læse i sin fulde længde her, peger dog på, at fordelingen af robotter mellem de forskellige brancher er langt fra lige. Andelen af danske virksomheder, der anvender robotter ligger på 13 pct. , hvilket er en stigning på 1 pct-point siden 2019. Industrien topper med 40 pct. og i bunden ligger bygge og anlæg med kun 2 pct.

- Robotteknologi er en af de teknologier, som kan hjælpe danske virksomheder med bl.a. produktivitet, effektivisering og konkurrenceevne over for udlandet. Industrivirksomhederne har i høj grad taget robotterne til sig, men vi skal have de øvrige brancher med, herunder byggeriet, fordi gevinsterne her også er store, siger Christian Hannibal, konstitueret branchedirektør i DI Digital.

Virksomheder med mange ansatte har større tendens til at anvende robotter. Godt 10 pct., som har mellem 10-49 ansatte anvender robotter – tallet er 40 pct. for virksomheder med over 250 ansatte.

- Historien om, at SMV’erne halter efter på anvendelsen af teknologier, er jo ikke ny. Men det er ekstremt vigtigt at skubbe på udviklingen i SMV’erne, så flere f.eks. tør investere i deres første robot, fortsætter Christian Hannibal.

En analyse fra DI viser, at flere virksomheder, og særligt SMV’er, forventer at investere i ny teknologi, herunder specielt i robotter og anden automatisering i løbet af 2020.

Danmark ligger i toppen, når det kommer til anvendelse af robotter i virksomheder sammen med Spanien og Finland. Det viser den seneste opgørelse på tværs af EU fra 2018. Den topplacering skal Danmark i langt højere grad værne om.

- Vi skal ligge i toppen i EU. Danske virksomheder skal blive bedre til at anvende robotter. Danmark har også den fordel, at vi har en superstærk robotbranche i Danmark – og det skal vi blive langt bedre til at udnytte. Vi skal udbrede anvendelsen af robotter i danske virksomheder, så langt flere brancher for gavn af robotteknologien, afrunder Christian Hannibal.   

Du kan læse mere her.

Relateret