18.12.20 DI Digital Nyheder

Et corona-år med digitale landvindinger

Sikke et år. Ved indgangen til 2020 havde ingen i deres vildeste fantasi forestillet sig, hvad 2020 skulle bringe. Når vi alligevel vover at kigge tilbage, vælger vi at fokusere på det positive. – Ikke mindst for at finde gejsten til at se fremad.

2020 blev året, hvor statsministeren på DI’s Topmøde i september annoncerede regeringens ambition om en ny digitaliseringsstrategi for Danmark og i den forbindelse udvidede sit digitale ordforråd med termer som power to x, robotisere og virtuel servicering.

Det var også i 2020, at vi oplevede gevinsten af mange års digitalisering, da vi lykkedes med at fortsætte hverdagen og arbejdet i cyberspace. Hvor brugen af digitale læremidler boomede bl.a. som følge af COVID-19 og satte fokus på, at fjernundervisning kan åbne nye muligheder for vores børns skolegang – i hvert fald, når vi spørger dem selv, hvilket vi gjorde i én af 10 folkehøringer om Danmarks Digitale fremtid, hvor 80 udskolingselever gav deres besyv med om fremtidens digitale skole.

I 2020 fik danske virksomheder bedre muligheder for at være – og vise – at de er digitalt ansvarlige med den nye mærkningsordning, D-mærket, som udvalgte virksomheder lige nu er ved at teste og give de sidste input til.

Vores tværgående digitaliseringsindsats TECH DER TÆLLER, der sætter branchens medlemmer i spil i digitale aktiviteter rettet mod DI’s øvrige SMV’er og medlemmer i andre brancher, fik for alvor liv i 2020. Vi tilbyder nu blandt andet et nyt AI Univers, SMV’ens digitale værktøjskasse og  Digital forretningsudvikling med Tech startups.

Og et nyt samarbejde med AAU om at etablere et 5G smart lab med støtte fra Industriens Fond, skal hjælpe virksomheder i gang med at bruge 5G og teste 5G i praksis.

2020 blev året, hvor den grønne klimadagsorden fik luft under sejlene, og hvor vi for alvor begyndte at forstå, at anvendelse af data og ny teknologi er den eneste vej for at nå de ambitiøse klimamål.

Og ikke mindst bød 2020 på en kæmpe medlemstilvækst på 21 pct. i DI Digital, der har givet os det største antal medlemmer nogensinde, og giver os endnu flere muskler til at varetage vores medlemsvirksomheders interesser i 2021 – for nu 644 medlemmer af branchefællesskabet.

Udtømt er vi næppe – men håbefulde for det kommende år er vi.

Tak til alle vores medlemsvirksomheder og gode samarbejdspartnere for året, der gik – på godt og ondt.

Fra alle os til alle jer: God jul og Godt nytår!

Skrevet af:

DI Digitals sekretariat

Relateret indhold