06.02.20 DI Digital Nyheder

En kvart mia. grunde til at satse på robotter

De to danske robotvirksomheder Universal Robots og Mobile Industrial Robots (MIR) fortalte i denne uge, at de vælger at investere en kvart milliard kroner i vækst i Odense. Formålet er at skabe et udviklings- og arbejdsmiljø indenfor robotteknologi, som kan tiltrække vækst og arbejdspladser.

Robotterne er et godt eksempel på, hvordan hele den digitale værdikæde arbejder sammen.

Fra elektronikproducenterne, der laver komponenter til robotterne over softwareingeniørerne, der laver intelligensen i robotterne og teleselskaberne, der laver teknologien, robotterne kommunikerer på til kunderne. Kunderne, som i sidste ende er virksomheder, offentlige myndigheder m.m., der er modige nok til at efterlyse stadigt mere avancerede løsninger på oplevede udfordringer.

 Pludselig ser vi et robotmiljø i Danmark vokse med voldsom hastighed. Virksomhederne bliver større, men der kommer også mange af dem. Senest en fynsk virksomhed, hvis robotter kan være med til at bekæmpe corona-virus med ultraviolet lys.

Kort sagt: de danske robotter er en tordnende succes.

Det skal Danmark og dansk erhvervsliv have meget mere glæde af. I dag er det mest de større og internationalt rettede produktionsvirksomheder, der investerer i robotter.

Det er vigtigt, at vi i endnu større grad får robotterne ud i de mindre og mellemstore virksomheder, så de blive mere konkurrencedygtige. Rigtig mange af vores brancher herhjemme kunne have stor fordel af at bruge robotter i deres produktion – om det er bygge og anlæg, transport- eller fødevaresektoren. Det kan både forhindre nedslidning, men også gøre virksomhederne mere konkurrencedygtige, fordi det nedbringer omkostningerne.

Men også i den offentlige sektor vil robotter i højere grad kunne gøre gavn, end det er tilfældet i dag. De kan ikke alene erstatte monotont arbejde og give mere tid til de varme hænders omsorg for den enkelte. Robotteknologien muliggør også udbredelsen af digital velfærd af højere kvalitet, som vi fx ser med avanceret robotkirurgi på sundhedsområdet eller adgang til hjælperobotter på plejeområdet, så det enkelte menneske får mulighed for at tage vare på egen færden – med lidt privat robothjælp.

I DI Digital kæmper vi for, at Danmark bliver verdens bedste land at udvikle og bruge robotter i. Det skal være en vigtig del af fortællingen om et land, der går forrest med at lade avancerede teknologier løfte samfundets velstand.

Relateret