27.02.20 DI Digital Nyheder

Det skal ikke være Hollywood, men Danmark der er kendt for robotter

Med den nye robotstrategi udstikker regeringen endelig en retning for Danmarks hastigt voksende robotindustri. I en industri med flere tusinde medarbejdere og investeringer i milliard-klassen kommer strategien på det rette tidspunkt.

Verden over er Danmark kendt for at have et digitaliseret samfund, som er til gavn for danske virksomheder, myndigheder og borgere.

Nu skal vi også have spredt viden om vores unikke robotter, som kan bidrage til den presserende bæredygtige omstilling af vores samfund. Bl.a. viser en analyse fra Robotics Alliance udarbejdet af Damvad Analytics, at Danmark ligger nr. fem i verden i antallet af robotter, set i forhold til ansatte i industrien. Kun overgået af lande som Tyskland, Sydkorea og Japan, som alle har en betydelig bilindustri fuld af robotter.

Med den nye strategi vil regerinen øge udviklingen og anvendelsen af robotter til gavn for Danmark. Strategien vil på 11 konkrete områder søge at skabe gode rammer for udvikling og brug af robotter i Danmark. Blandt andet fokuserer strategien på at skabe gode uddannelses-, forsknings-, og innovationspolitiske rammer for robotteknologi i Danmark. Derfor er regeringens strategi vigtig, da den skal styrke Danmarks førerposition som et land, der bygger og bruger verdens bedste robotter.

Danske robotvirksomheder og universiteter har allerede en international styrkeposition i forhold til at udvikle den særlige form for robotter, der arbejder tæt sammen med mennesker – såkaldte cobots. For eksempel vandt SDU guldmedaljer til VM i robotteknologi sidste år i Japan foran konkurrenter som Cambridge Robotics.

Derudover er det på bare få år lykkedes robotindustrien at vokse betydeligt og udvikle sig til lidt af et eksporteventyr for danske robotvirksomheder som Universal Robots og Mobile Industrial Robots (MiR). Førnævnte virksomheder har endda for nylig sammen investeret en kvart milliard i Odenses robotindustri. Det kan vise sig, at være en rigtig fornuftig investering. For ifølge analysen fra Robotics Alliance beskæftiger Danmarks robotindustri allerede 8.500 personer, og omsætter for 18. mia. kr. om året. Men de tal forventes at stige til 25.000 personer og 52. mia. kr. om året i 2025.

Men strategien viser også, at der er flere danske virksomheder, som burde implementere robotter i deres produktion. For på trods af Danmarks unikke position er det primært de store virksomheder, som er sprunget ud i et roboteventyr. Den nationale robotstrategi viser ganske fint bredden i potentialer for robotter. Men hvis vi skal beholde en førerposition på robotområdet, så skal vi have teknologien ind i den offentlige sektor og i de små og mellemstore virksomheder. Det kræver visioner og investeringsvilje.

DI vil nu bidrage til at føre regeringens visioner ud i livet og gøre Danmark til verdens bedste robotland blandt andet ved at nedsætte en robottaskforce. Her skal nogle af landets robotvirksomheder komme med deres bud på, hvordan potentialet for robotterne kan udnyttes endnu bedre.

Robottaskforcen, der består af ledere fra bl.a. robotproducenter, rådgivere og systemintegratorer, samles første gang onsdag den 15. april, hvor vi samtidig inviterer alle interesserede til en dag i DI med visioner og mål for Danmarks digitale fremtid med robotterne. Læs mere og tilmeld dig her!

Læs om DI’s holdning til strategien.

Læs regeringens robotstrategi.

Relateret