05.02.20 DI Digital Nyheder

Tjek Brugdata.dk, når du er i tvivl om, hvordan du må anvende indsamlet data

Må jeg dele oplysninger om mine kunder med mine leverandører? Hvilke informationer må jeg opbevare om mine medarbejdere? Hvad er kravene til sikker opbevaring af forskellige data? Alt dette og mere kan du få svar på via Brugdata.dk.

Du har sikkert en masse data om dine kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere. Det kan f.eks. være dine kunders købsmønstre eller dine medarbejderes kontaktinformation. Men hvad må du bruge de informationer til?

På Brugdata.dk er det let at finde relevant information, når du er i tvivl om brug af data.

Du finder også henvisninger til konkrete afgørelser, som giver et godt indblik i, hvordan reglerne skal forstås i virkeligheden. Der er også skabeloner, som er lige til at udfylde, så du har styr på juraen, når du laver aftaler med kunder og leverandører om brug af data.

"Det er ikke altid nemt for virksomhederne at navigere i, hvordan de må anvende data. Det er ærgerligt, fordi mange gerne vil gribe de digitale muligheder. Derfor er det godt med lidt ekstra vejledning ”, siger Christian Hannibal, digitaliseringspolitisk chef i DI og fortsætter:

”Vi håber dog også, at Datatilsynet i højere grad får en vejledende rolle over for virksomhederne. Der er stor efterspørgsel efter flere vejledninger til, hvad der er go og no-go i den datadrevne virksomhed” slutter Christian Hannibal.

Brugdata.dk er et samarbejde mellem Erhvervsstyrelsen og andre myndigheder.

Du kan finde deres hjemmeside her.

Relateret