01.04.20 DI Digital Nyheder

Digitalt distancearbejde på højt niveau

Danskerne er på et højt niveau, når det kommer til digitale færdigheder, brugen af forskellige internetaktiviteter er mange og så har danskerne adgang til en digital infrastruktur, der ligger helt i topppen i Europas.

En ny analyse fra Danmarks Statistik dykker ned i danskernes digitale distancearbejde for at se nærmere på, hvordan denne arbejdsmetode kan holde hånden under en række af danskernes arbejdsfunktioner under COVID-19 krisen.

- Adgangen til en digital infrastruktur i europæiske topklasse og faktisk i verdensklasse - giver rigtig mange danskere mulighed for at udføre deres arbejdsfunktioner på afstand. Det vil alt andet lige hjælpe Danmark bedre igennem COVID-19 krisen end lande, hvor udbredelsen af bl.a. internet ikke er på samme niveau, siger DI’s digitaliseringspolitiske chef Christian Hannibal.

Tilbage i 2018 havde omkring 50 pct. af den danske befolkning haft mindst en hjemmearbejdsdag via internettet. Det er stort set dobbelt så mange som det europæiske gennemsnit på 27 pct.

- Mange arbejder hjemmefra, fordi mulighederne er der og fordi virksomhederne bl.a. kan se værdi i, at deres ansatte ad den vej bedre kan balancere deres arbejdsliv med deres privatliv. Der er selvfølgelig forskel på brancher og jobfunktioner, når det kommer til at arbejde hjemmefra, men generelt set giver hjemmearbejde danskerne og danske virksomheder en fleksibilitet, som under corona-krisen er livsvigtig, afslutter Christian Hannibal.

Læs Danmarks Statistiks analyse her.

Relateret