19.05.20 DI Digital Nyheder

Digitalisering står stærkere end nogensinde i DI

Store samfundsændringer kræver også organisatoriske ændringer. Og vores samfund ændrer sig i disse uger og måneder. Fra en klimadagsorden, der indtil for få måneder siden fyldte næsten alt på den politiske front til en corona-krise, der for længst er blevet forvandlet til en økonomisk krise. Historien har trykket på fast-forward-knappen.

Hvis nogen var i tvivl om det, så må vi sige, at forandring i den grad er blevet et vilkår. Igennem al den forandring er der dog én konstant: Betydningen af teknologien.

For uanset, om det handler om at bekæmpe klimaudfordringerne, forhindre nedslidning, modernisere en presset offentlig sektor eller genskabe vækst og arbejdspladser bredt i dansk erhvervsliv, spiller digitaliseringen en nøglerolle. Det er kort sagt tech, der tæller.

Da DI i sidste uge lavede en større organisationsomlægning var det derfor også naturligt, at digitalisering ville komme til at spille en nøglerolle. Lars Frelle-Petersen går fra at være ”Mr. Digital” som direktør med ansvar for DI Digital til at være direktør for hele DI’s medlemsområde – herunder alle DI’s brancher. Det er en stærk erkendelse af, at netop det digitale mere end nogensinde er relevant for alle virksomheder fra alle brancher. Det ser jeg som en kæmpe styrke.

Det betyder også, at undertegnede konstitueres som branchedirektør. Jeg glæder mig til at sammen med jer at kæmpe for den digitale branche, der hver dag leverer teknologiske landvindinger og innovative produkter, hvad end det er inden for softwareløsninger og digital læring, telekommunikation eller avanceret elektronik og robotter. Det er en branche, der på forskellig vis også er ramt af corona-krisen, samtidig med, at branchen spiller en uundværlig rolle i at få landet ud af krisen.

Jeg fortsætter også som digitaliseringspolitisk chef i DI, så den digitaliseringspolitiske agenda tænkes ind i DI’s øvrige politiske arbejde på alt fra skat til kompetencer.  

Ét af formålene med omorganiseringen af DI er også, at vi skal tættere på medlemmerne. Der er ingen erhvervsorganisation, der kommer i nærheden af at matche DI på styrke, faglighed og rådgivning – det drejer sig også om rådgivning inden for digitalisering af det brede erhvervsliv. Men flere medlemmer skal opleve, at DI er tæt på deres forretning og skaber værdi. Vi må aldrig blive det fjerne glashus på Rådhuspladsen, men den relevante stemme hvad end det handler om at skabe netværk, indflydelse eller forretningsmuligheder.

Det gælder selvfølgelig også for DI Digital, hvor jeg håber, at I vil tage fat i mig, hvis I har ønsker til, hvordan vi kan gøre mere for netop din virksomhed.  

Se DI's nye organisation her, og læs mere om baggrunden for organisationsændringen på side otte i DI Business' magasin

Christian Hannibal
Skrevet af:

Christian Hannibal

Relateret