18.06.20 DI Digital Nyheder

Danmark skal gå fra digital bronze til guldmedalje

Danmark er nummer tre i Europa til digitalisering, imens Sverige og Finland henholdsvis indtager første- og andenpladsen. Det viser EU-Kommissionens årlige kortlægning, som netop er blevet offentliggjort.

Kortlægningen giver et billede af, hvordan vi klarer os som digitalt samfund. Hvor parate vi er til at få mest muligt ud af vores stærke mobil- og bredbåndsdækning, hvor erfarne vi er til at kommunikere digitalt med det offentlige og hinanden, og hvor udbredte og avancerede vores digitale kompetencer er – og ikke er.

Det lyder måske banalt, men fremtiden er digital for Danmark, EU og hele verden – og vi kan og skal som nation være med til at tegne den fremtid.

Vi står over for store spørgsmål, som skal besvares i de kommende år. Hvordan vil vi bruge kunstig intelligens til at gøre os klogere samtidig med, at vi forholder os til  etiske og ansvarlige overvejelser om grænser for brugen af samme teknologi? Hvordan skal vi understøtte, at virtual reality-løsninger kan hjælpe os med at lære nyt uden at afkoble os fra den virkelige verden omkring os? Hvordan kan robotkollegaen blive vores ven på arbejdsmarkedet til fysisk og psykisk aflastning i stedet for at blive reduceret til et onde, der kommer og tager vores eksistensgrundlag?

Jo mere digitalt parate vi er til at stille og besvare de spørgsmål, jo stærkere står vi som samfund i en teknologisk brydningstid på 10. eller 20. år, som ikke synes at stoppe.

Derfor skal vi være EU’s digitale guldnation.

Derfor er det også godt, at vi med årets måling kan indtage førstepladsen, hvad angår internetforbindelser – altså at vi har godt og hurtigt bredbånd, som i lange træk har reddet os i coronakrisen, hvor masser har kunnet passe deres arbejde, selvom de skulle gøre det hjemmefra eller fra sommerhuset. Vi har de digitale motorveje på plads.

Til gengæld sakker vi bagud, når man måler de digitale kompetencer. Disse dækker over alt fra, at danskerne formår at bruge videokonferenceværktøjer som Teams, Skype og Zoom til, at der faktisk uddannes den mængde IT-specialister, der er brug for. Vi har i DI længe argumenteret for, at der bør etableres flere studiepladser særligt inden for IT og teknologi, hvor virksomhederne hungrer efter arbejdskraft. Derfor er det også meget glædeligt, at Folketinget netop har besluttet at etablere 5.000 ekstra studiepladser til sommer, hvor en del af disse vil være på IT-uddannelserne. Dette kan forhåbentligt være med til at løfte Danmark fra bronze til guld.

Virksomheders brug af teknologi er også et område, hvor Danmark falder ned ad ranglisten til en femteplads. Vi skal sætte blus på virksomhedernes investeringer i digital teknologi ved f.eks. at understøtte, at flere virksomheder køber deres første robot eller begynder på e-handel. Med DI’s digitaliseringsindsats ”Tech der tæller” er målet netop at øge virksomhedernes konkurrenceevne ved øget brug af digitalisering og teknologi til lige fra optimering af produktionen til øget salg over nettet.

Når det kommer til at bruge teknologiens goder til at løfte den offentlige opgavevaretagelse og sikre en smidig, digital kommunikation mellem myndigheder og borgere, skal og kan vi være førende, men falder fra sølv til bronze i årets måling.

Med en fælles målsætning om at sætte guldstandarden for, hvordan vi bruger teknologier og digitalisering til at løfte vores virksomheder og velfærd over hele linjen, kan vi kun vinde som samfund i en tid med store udfordringer foran os.

Lad os stræbe efter at blive EU’s digitale guldnation i næste omgang, så Danmark bliver det land i EU, der bedst forstår at vinde gevinsterne og finde løsningerne ved brug af digitalisering og teknologi uden at gå på kompromis med nærhed og ansvarlighed. 

Relateret