30.06.20 DI Digital Nyheder

Der investeres mere i den digitale infrastruktur

Energistyrelsens økonomiske nøgletal for telebranchen fortæller her en stille onsdag før sommerferien en glædelig nyhed om, at teleselskaberne i Danmark øger deres investeringer i den digitale infrastruktur.

Den digitale infrastruktur har i den grad holdt hånden under samfundet i Covid-krisen hvor videomøder, hjemmearbejde, undervisning og meget andet foregik via bredbånd og mobil.

Øgede investeringer betyder højere bredbåndshastigheder og bedre dækning med mobil og bredbånd. For danske virksomheder kan forbedret infrastruktur være medvirkende til at øge deres digitalisering og hermed innovation og konkurrenceevne.

I telebranchen har man i noget tid spejdet efter at se de møjsommelige investeringer i fiber og 4G materialisere sig i nøgletallene. Endelig ser det ud som om, at nøgletallene faktisk reflekterer det arbejde, som branchen gør og med forventning om de kommende 5G investeringer, vil billedet blive endnu tydeligere.

Historisk har investeringerne fulgt de teknologiske trends i branchen. Dot-com bølgen omkring årtusindskiftet efterfulgt af 3G skabte begge synlige effekter i nøgletallene, se figur. Og nu står vi foran en forventelig stor investeringstop drevet af primært fiber og 5G-investeringer.

Helt afgørende for disse investeringer er dog de rigtige rammevilkår. Her har teleloven aktuelt netop været i høring, som generelt er et godt skridt imod at sikre bedre investeringsvilkår. Konkret åbnes der for mere forudsigelighed i reguleringen og for mere konkurrence til glæde for forbrugerne og virksomhederne. Og med forhåbning om at den kommende 5G-auktion bliver holdt på sporet i efteråret, ser det ud som om, at Danmark får adgang til at anvende 5G snarligt, til glæde for konkurrenceevnen.

Dansk Industri har sammen med bl.a. Aalborg Universitet tyvstartet og åbnet for et Industrielt IoT Lab med 5G for netop at lade virksomhederne teste mulighederne med 5G. En hjemmeside herom følger snarest.

Relateret