Truslen fra cyberkriminalitet og cyberspionage er fortsat meget høj, konstaterer Center for Cybersikkerhed i deres nye vurdering af cybertruslen mod Danmark.

01.07.20 DI Digital Nyheder

Der er brug for konstant fokus på it-sikkerheden

Danskerne er digitale og tager ny teknologi til sig. Virksomhederne bruger nye teknologiske muligheder som kunstig intelligens til at forretningsudvikle eller effektivisere. Men det gør cyberkriminelle også. Derfor er it-sikkerhed ikke bare en engangsøvelse, men et område, som virksomhederne gør klogt i at holde et vedvarende fokus på.

Truslen fra cyberkriminalitet og cyberspionage er fortsat meget høj, konstaterer Center for Cybersikkerhed i deres nye vurdering af cybertruslen mod Danmark. På den front er der derfor ikke meget nyt under solen. Sådan har situationen nu været i en årrække, og det er en tilstand, som vi nok må vænne os til, er normalsituationen.

Et eksempel er COVID-19 situationen, som også er blevet udnyttet til forskellige former for cyberangreb og cybersvindel. Ikke fordi der er noget særligt farligt ved COVID-19 situationen i forbindelse med cybersikkerhed, men fordi at cyberkriminelle altid prøver at udnytte sårbarheder og unormale situationer til cyberkriminalitet. Blot fordi at det er lettere at udøve cyberkriminalitet, når vi arbejder på nye måder, eller når alle er interesserede i et bestemt emne.

Et andet eksempel er nye teknologier som kunstig intelligens og kvanteteknologi, som Center for Cybersikkerhed fremhæver som teknologier, hvor der skal være et særlig fokus på cybersikkerhed.

”Både COVID-19 og nye teknologier som kunstig intelligens viser, at hackerne ikke står stille. De udnytter de muligheder, der åbner sig hen af vejen. Om det er samfundssituationen eller den teknologiske udvikling, så er virksomhederne nødt til at vurdere, om cybersikkerheden er tænkt tilstrækkeligt med, når der sker ændringer af den karakter”, siger fagleder i DI for digital ansvarlighed og cybersikkerhed Morten Rosted Vang.

It-sikkerhed er derfor ikke noget, som man kan tjekke af og så vende ryggen til. Det gælder både i hverdagen, og når vi udvikler og bruger ny teknologi.

”For den almindelige virksomhed handler det om at få indarbejdet et naturligt og vedvarende fokus på it-sikkerhed som et af de parametre, der løbende vurderes i virksomhedens drift og udvikling. Det kan være dyrt ikke at gøre det, hvis man f. eks. rammes af et målrettet ransomware-angreb, hvor virksomhedens systemer krypteres og gøres utilgængelige”, siger fagleder i DI for digital ansvarlighed og cybersikkerhed Morten Rosted Vang.

Læs Center for Cybersikkerheds vurdering af cybertruslen mod Danmark 2020 her.

Relateret