27.08.20 DI Digital Nyheder

Startup your Business til DI Digitals årsdag 2020

Mandag afholdt DI Digital årsdagen 2020 - en årsdag, der kom til at handle meget om coronaens indvirkning på branchen, men hvor der også blev sat spot på det digitale iværksættermiljø.

Otte modige iværksættere lynpitchede på den store scene, da DI Digitals årsdag løb af stablen mandag. Her fik de et minut hver foran forsamlingen i konferencesalen i Industriens hus, samt hver en stand uden for salen, hvor deltagerne kunne høre mere om deres virksomheder. Også de virtuelle deltagere havde her mulighed for at besøge standene og høre mere om de forskellige startups. 

Værdifuld taletid

Mere end 150 interessenter fra branchen deltog fysisk i Industriens hus, og yderligere over 200 deltog virtuelt live. Iværksætterne fik således mulighed for at eksponere deres koncepter og produkter for mange øjne. 

"Det er ret betydningsfuldt at komme ud og fortælle om vores virksomhed. Den salgstid vi skulle bruge på at komme ud og tale til så mange virkesomheder som i dag, og måske få lov at få taletid hos dem, ville være vanvittig." siger Jakob Tordal, COO i Yodaway, som var en af de otte deltagende startups på årsdagen. Han fortsætter:

- "Vores produkt er spritnyt og svært at forholde sig til. Vi arbejder med ansigtgenkendelse og kunstig intelligens, og kan ikke bare vade ind i en virksomhed og pege på en anden vare på hylden og sige vores er ligesom den der, bare bedre eller billigere. Vi skal ud og fortælle at det her, det rent faktisk eksisterer. Vi skal ud og italesætte problemstillinger, som kan løses med den her teknologi".

En anden af de deltagende startups er virksomheden Meew, som arbejder med innovative løsninger inden for rekruttering ved brug af bl.a. AI og IOT. Business Developer i Meew, Henrik Horst, siger: "For mig handler det her pitch om at få opmærksomhed på Meew fra etablerede virksomheder."

- "Jeg synes det er interessant, for vi er en ung virksomhed med rigtig mange muligheder, og vi skal formidle alle de muligheder vi har. Vi søger nye projekter, investorer til projekter, kunder til projekter, og det kan være, at nogle af de tilhørende i dag synes at det var meget spændende at arbejde sammen med os."

Startup your Business er et tilbagevende indslag ved større arrangementer. Du kan læse mere om Startup your Business til tidligere arrangementer, fx SMV-dagen.

Se billeder fra iværksætternes pitches og Startup-zonen til årsdagen herunder.

 

Relateret