06.10.21 DI Digital Nyheder

Farvel til NemID og goddag til MitID

Efter godt 11 års tjeneste er det blevet tid til at vinke farvel til NemID og byde velkommen til det nye MitID, der skal skabe mere digital tryghed for borgere.

Den 6. oktober præsenterer Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, og Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark det nye MitID, og hvordan overgangen fra NemID til MitID vil være.

Det nye MitID erstatter det, vi alle kender som NemID, og skal sikre, at vi i Danmark følger med den digitale udvikling. Til trods for at NemID stadigvæk skal anses som en sikker løsning, er formålet med det nye MitID at øge sikkerheden yderligere ved at tage et spadestik dybere. I det nye MitID skal brugernes identitet bekræftes ud fra nye regler. Årsagen til dette er, at kravene til sikkerhed på it-området har udviklet sig siden NemID’s lancering i 2010. Dermed vil det nye MitID sikre, at du som borger kan bevise, hvem du er, når du logger ind, handler online eller skal skrive under digitalt.

Danskerne og de danske virksomheder har de sidste 11 år nydt godt af NemID – det har været et centralt element i at skabe en digital offentlig sektor og samtidig understøttet, at virksomhederne har kunnet bygge digital forretning som forbrugerne har haft tillid til. Rikke Hougaard Zeberg, Branchedirektør

Det betyder også, at alle med NemID skal i løbet af 2021 og 2022 have MitID. Du får MitID i din net- eller mobilbank, men du skal ikke foretage dig noget, før du får besked om, at det er din tur. Beskeden får du på et tidspunkt, når du logger ind i din net- eller mobilbank. Det sker i løbet af 2021 og 2022, da der er mange, der skal have MitID.

I de kommende måneder vil NemID og MitID fungere sideløbende. Det er derfor vigtigt, at du som borger beholder dit NemID, også efter at du har fået MitID. Først når Digitaliseringsstyrelsen eller din bank meddeler, at du kan smide dit NemID ud, kan du gøre det.  

For at imødekomme alle borgere og deres behov, vil MitID kunne tilgås på forskellige måder:

  • Mit ID app
  • MitID kodeviser
  • MitID kodeoplæser
  • MitID chip

Læs mere om det nye MitID HER. 

MitID Erhverv

Udover, at vi som private borgere kan forvente et skift fra NemID til MitID de kommende par måneder, skal virksomheder også til at gøre klar til overgangen fra NemID til MitID Erhverv fra foråret 2022.

MitID Erhverv forventes lanceret til maj 2022 til virksomheder, og du kan allerede nu begynde at tage de første skridt til en sikker og overskuelig overgang.

Formålet med det nye MitID Erhverv er at skabe en sikker og brugervenlig erhvervsløsning, som sørger for, at virksomheder og foreninger har nemmere ved at administrere brugere, identifikationsmidler, certifikater, roller og rettigheder.

Løsningen er up to date og særligt med MitID Erhverv kommer virksomhederne til at opleve en markant forandring til det bedre. Det bliver meget nemmere at logge ind på sin virksomhedsprofil. Derfor hilser vi også det nye system hjerteligt velkommen og ser frem til lanceringen af MitID Erhverv i 2022. Rikke Hougaard Zeberg, Branchedirektør

Læs mere om MitID Erhverv og hvad du som virksomhed kan gøre allerede nu HER.

Mette Smith Thastum

Mette Smith Thastum

Fagleder for digitalisering og offentligt privat samarbejde

  • Direkte +45 3377 4592
  • Mobil +45 3024 0644
  • E-mail mest@di.dk

Relateret indhold