06.12.21 DI Digital Nyheder

Digitale julepakker under finanslovtræet men ingen arbejdskraft

Finanslovsaftalen adresserer desværre ikke den alvorlige og stigende mangel på arbejdskraft som alle virksomheder og ikke mindst it-virksomhederne oplever. Det er ærgerligt, og det haster med at få gjort noget ved problemet.

- Det ændrer dog ikke ved, at der er flere gode elementer i aftalen, når det gælder behovet for øget digitalisering i Danmark, siger branchedirektør Rikke Hougaard Zeberg, DI Digital. 

- ”Digitaliseringsfond” står der på en af julepakkerne under finanslovstræet. Med fonden udmøntes de 500 mio. kr., der tidligere er afsat, i en række konkrete initiativer.

- Det gælder bl.a. den visionære ide om ”MinVirksomhed”, som ved hjælp af digitale værktøjer skal gøre det lettere at drive virksomhed. Jeg er glad for at se, at digitale lettelser af virksomhedernes byrder er med i fonden, herunder særligt at der er fokus på de grønne data. 

- DI arbejder hårdt for at få indfriet gevinsterne ved ny teknologi i erhvervslivet. Så det er dejligt, at der er afsat midler til, hvordan vi bedre bruger digitalisering og ny teknologi på et juridisk og etisk fundament, samt at der er afsat penge til at hjælpe virksomhederne konkret i den digitale omstilling med flere midler til SMV:Digital programmet og derudover en økonomisk fond til at udbrede de digitale løsninger. 

- Det er også rigtig glædeligt, at der er flere penge til Datatilsynet i Finanslov 2022 dedikeret til opsøgende rådgivning. Det har vi efterlyst i DI. Det er vigtigt, at der sættes skub i sikker anvendelse af data, og at erhvervslivet får den nødvendige rådgivning til at gøre det til en styrkeposition. 

- Vi har fat i alle de rette byggeklodser. Men midlerne i digitaliseringsfonden slår på ingen måde til, hvis vi skal løfte digitaliseringspartnerskabets anbefalinger og være ambitiøse med den digitale transformation. Jeg glæder mig derfor til at se den samlede digitaliseringsstrategi i det nye år. Finansloven er et fint første skridt, men jeg håber, at ambitionsniveauet er endnu højere i den kommende digitaliseringsstrategi for Danmark, siger Rikke Hougaard Zeberg.

Bo Hjuler

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk

Relateret indhold