Billederettigheder: Getty Images

12.04.21 DI Digital Nyheder

Tag it-elever og få den arbejdskraft I har brug for

At uddanne elever kan være en kanal til at rekruttere it-arbejdskraft. Mød to it-virksomheder, som allerede er i gang og få hjælp til at komme i gang med at uddanne jeres næste it-medarbejdere.

- Hvis du spørger mig, om vi vil tage flere elever, så får du absolut et stort og rungende JA.

Sådan lyder den klare udmelding fra Christian Vogt Petersen, rekrutteringspartner fra it-virksomheden Milestone Systems, der laver software til videomanagement-systemer.

- Det er kombinationen af teori og praksis, som gør det interessant at få de her personer om bord. Det er en super stærk kombination, siger Christian Vogt Petersen med henvisning til den vekseluddannelse, som elever fra data- og kommunikationsuddannelsen får, når de skiftevis er på skolen og i lære på virksomhederne.

Opbygger medarbejderstab med elever
Også hos it-virksomheden Mansoft er der begejstring for eleverne, som virksomheden bruger aktivt til at opbygge sin medarbejderstab.

- Vi tog vores første elev i 2008, og han er stadig ansat den dag i dag. Det er vi rigtig stolte over, fortæller Michael Vejlgård, koncerndirektør i Mansoft.

I dag har Mansoft ca. 15 it-elever og ansætter typisk 75 pct. af dem, når de er færdige med deres uddannelse.

Se mere om Milestone Systems og Mansofts erfaringer med at uddanne it-elever her.

Hjælp til at komme i gang med at uddanne it-elever
It-uddannelserne er populære blandt de unge, og det betyder, at der lige nu er mange unge, der er i gang med at uddanne sig til datatekniker eller it-supporter, som leder efter en læreplads. Samtidig oplever mange virksomheder udfordringer med at rekruttere it-arbejdskraft.

Et nyt projekt kommer nu de unge og virksomhederne til hjælp, så flere virksomheder kan komme i gang med at uddanne elever.

Virksomheder kan få et gratis besøg af en konsulent fra Industriens Uddannelser, som gennemgår regler og administration omkring det at uddanne elever i sin virksomhed. Samtidig får virksomheden indblik i hvilke kompetencer de kan forvente, at en datatekniker eller it-supporter kommer med og får opbygget gennem sin uddannelse.

- At uddanne it-elever giver virksomhederne en unik chance for at præge unge i en faglig retning, som er relevant for virksomheden. Det er derfor en rigtig god rekrutteringskanal for virksomheder, fortæller Hans Kærgaard, der er chefkonsulent i Industriens Uddannelser og besøger de virksomheder, der gerne vil høre mere om at uddanne it-elever.

Kontakt chefkonsulent Hans Kærgaard fra Industriens Uddannelser, hvis I vil høre mere om muligheden for at uddanne it-elever.

Læs mere om uddannelserne datatekniker og it-supporter

 

Relateret