29.06.21 DI Digital Nyheder

DI Digital: Danske virksomheder opruster digitalt under Covid-19

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at de danske virksomheder har øget deres investeringer i digitalisering under Covid-19. Øget adgang til virksomhedernes e-mail og it-systemer har resulteret i en firedobling af hjemmearbejde under Covid-19.

If. Danmarks Statistik har to ud af fem virksomheder med mindst 100 ansatte fremrykket investeringer i digitalisering som følge af Covid-19-krisen. Andelen af virksomheder, der angiver, at de har fremrykket deres investeringer i digitalisering, ligger mellem 36 og 45 pct. på tværs af branchegrupperingerne.

- Danmarks digitaliseringsniveau før Covid-19 har været en vigtig faktor til, at vi er kommet bedre igennem krisen end andre lande. Det er positivt, at virksomhederne fortsætter med at øge deres investeringer i digitalisering, så Danmark kan stå endnu stærkere, siger branchedirektør i DI Digital Rikke Hougaard Zeberg.

Hver anden virksomhed med mindst 100 ansatte har øget andelen af medarbejdere med remote adgang til virksomhedens it-systemer, og to ud af fem virksomheder har øget andelen af medarbejdere med remote adgang til virksomhedens e-mail system.

- Hjemmearbejde har haft en kæmpe betydning for, at danske virksomheder har kunne fortsætte deres aktiviteter. Dette har understøttet en firedobling af hjemmearbejde under Covid-19, fortsætter Rikke Hougaard Zeberg.

Digitalisering er på dagsordenen mange steder. Bl.a. har DI Digital udarbejder 46 konkrete forslag til øget digitalisering, nedsat et CEO Commitment, som bl.a. skal levere indspark til regeringens digitaliseringspartnerskab.

- Danmark er i front på mange digitale parametre, men det er vigtigt, at vi får alle med, og vi fortsat bliver klogere på nye teknologier. Det kræver bl.a. at vi har fokus på udvikling af de digitale kompetencer, og at vi har fokus på også at give de mange danske SMV’ere en håndsrækning, afslutter Rikke Hougaard Zeberg.

Læs hele undersøgelsen her.

Stefan Roy Friis Frederiksen
Skrevet af:

Stefan Roy Friis Frederiksen

Relateret indhold