FOTO: Skyfish

25.08.21 DI Digital Nyheder

Robotterne indtager klasselokalet – det er godt for de digitale kompetencer

Som led i den digitale omstilling af virksomhederne er automatiseringsteknologien og brug af robotter en af de teknologier, der buldrer frem. Morgendagens medarbejdere skal derfor være klædt på til automation, og med et stigende antal robotter på landets uddannelsesinstitutioner er denne udvikling godt i gang.

Automationshuset BILA oplever en støt stigende interesse fra hele uddannelsessektoren i at stille danskudviklet samarbejdende robotteknologi fra Universal Robots til rådighed for elever, lærlinge og studerende. BILA har leveret cobots til mere end 50 danske skoler, og 60 % af disse har allerede købt mere end én cobot.

Direktør for DI Digital Rikke Hougaard Zeberg glæder sig over udviklingen: ”Automations- og robotteknologier er helt centrale for at løfte især produktionsvirksomhederne digitalt. Virksomhederne har derfor hårdt brug for medarbejdere, der er trænede i at arbejde sammen med robotter, og som kan være med til at udvikle virksomheden i en mere digital retning. At uddannelsesinstitutionerne i stigende grad tager denne opgave op sammen med robotleverandørerne, er derfor rigtig godt nyt for den digitale omstilling herhjemme”.

En Cobot, som også kaldes for en kollaborativ eller samarbejdende robot, kan ved hjælp af sensorer samarbejde med mennesker og støtte mennesker i forskellige bevægelser og opgaver. Den typiske cobot ligner en menneskearm med led, der kan rotere i forskellige retninger ligesom albueled og håndled. Med en gribearm eller en sugekop kan cobotten f.eks. samle ting op.

Professionshøjskolen UCN i Aalborg, Hjørring og Thisted har siden 2010 købt tre cobots fra Universal Robots og oplever, at det giver stor værdi for de studerende:

”Dem vil alle lege med, så der er uhyggeligt meget run på dem døgnet rundt faktisk. De studerende kan hurtigt realisere nogle ret avancerede robotprojekter, fordi det er så brugervenlig teknologi. Det fascinerer dem, hvor mange muligheder, cobots rummer. Vores nyeste robot pakkede de selv ud og satte i drift”, siger lektor Helge Glinvad Grøn

Også på Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster (CELF) i Nykøbing Falster har man indkøbt fem UR-cobots, som bidrager til at øge automatiseringen i Danmark, når eleverne tager deres robot-kompetencer med ud på virksomhederne.

På EUC Syd, som årligt uddanner ca. 50 automatikteknikere og ca. 25 industriteknikere er afdelingschef for industriuddannelserne Leif Keller Elsborg heller ikke i tvivl om gevinsterne ved at bruge cobotter i undervisningen: ”Hvis vi skal producere i Danmark også i fremtiden, så er automation vejen frem. Vi har valgt UR-robotter, fordi det er blevet en meget udbredt robot ikke mindst her på producentens hjemmemarked, og så skal vi også have teknologien stående til både uddannelse og efteruddannelse”.

I den anden ende kvitterer arbejdsgiverne for robotkompetencerne. På både automatik- og industriteknikeruddannelserne stiger søgningen og antallet af praktikpladser. Også automationsteknologuddannelsen oplever stor efterspørgsel blandt virksomhederne.

Relateret indhold